forlod Værelset. „Du har kjedet Dig, Akhilleus“, sagde den Gamle. „Ak nej! Rabbi, Du har en elskværdig Datter; dersom hendes Ansigt er saa dejligt som hendes Skabning, saa er den Mand lykkelig, der engang faar Ret til at løfte det Slør, der bedækker det.“ — „Hendes Ansigt er vel en Kamp værd“, sagde Oldingen; „men nu er det Tid, at Du træder nærmere hen til den Kreds, hvori Du skal virke.“ Akhilleus gned sin Pande og greb Eliezars Arm.
Endnu skjønnere straalede Lamperne fra Palmyras prægtige Søjlegange, og fra de rige Templer. Kunstige Sole hvirvlede sig knaldende op igjennem Luften; Folkemængden var endnu større og jublede stedse højere. Langt borte hørtes fra det straalende Slot en hvirvlende Musik. Akhilleus kunde ikke blive træt af at beundre og dvælede hvert Øjeblik ved et nyt Under. Men Oldingen trak ham fast med sig, og da han lod hans Haand falde, befandt den forbausede Fremmede sig midt i en Sal, hvis umaadelige Pragt og brogede Menneskevrimmel aldeles bedøvede ham. Forskrækket saa han sig omkring efter Eliezar. Han var forsvunden i Trængselen, og den forfærdede Akhilleus søgte forgjæves efter en Udgang. Længe grublede han over hvad Rolle han her skulde spille, og frygtede for at blive tiltalt. Atter begyndte Musikken, som han havde hørt i det Fjerne, at tone, og det i Enden af den lange Sal. „Du er altsaa i Zenobias Slot, Akhilleus, eller hvad Du nu heder“, tænkte han ved sig selv og saa sig om efter en Pillar, hvortil han kunde støtte sig. „Du søger Noget, Fortræffelige?“ hviskede en geskjæftig Eunuk; „behager Du et Bæger Cypervin, eller en Sorbet?“ Akhilleus vilde svare, da kom en prægtig klædt ung Mand hen imod ham med ilsomme Skridt; Alle de Omstaaende bøjede sig næsten til Jorden og vege til Siden. Men den unge Mand rakte Akhilleus Haanden og sagde: „Ved Zeus! Du er den aller beskedneste Mand i Østen, ligesom Du er den aller fortræffeligste. Jeg har ledt efter Dig i det hele Slot og finder Dig endelig ved Døren i den yderste Sal. Min Moder venter paa Dig.“ Derpaa førte den unge Mand den sukkende Achilleus ved Haanden igjennem en Række mageløs yppige Sale, og paa Vejen hørte han de forundrede Gjester hviske til hverandre: „Hvo er den Fremmede, som Prins Vhabalat har ved Haanden?“ En-
