havde pyntet lidt op i sin Lovtale over Pigens overordentlige Fromhed. Frederikkes Religiøsitet var naturligvis intet andet end poetiske Floskler i den overhaandtagende Modekolør; og hun var derfor ikke altid lige slem. Desuden mærkede Pigen nok, Leiner ikke var af de føjelige Herrer, som lade sig omvende paa en Aftenstund, og at Modetonen slet ikke behagede ham. Og Frederikkes Hellighed var ikke saa zelotisk, at hun vilde udsætte sig for at mishage.
Saaledes henflød denne og flere Aftener ret behageligt for Leiner; og da han fik indført den skjønne Skik, at en af Selskabet læste højt — og nu for første Gang gjorde Bekjendtskab med den vel ensformige men dog geniale Fouqué, som i det mindste en Tidlang fængsler enhver, der har Sands for Digtning: saa stemte Frederikkes Konversation noget bedre med hans.
Ragnhilds Fransk blev lagt paa Hylden, fordi den franske Skole var Frederikke foragtelig, og hun, skjønt hun ret godt kunde læse en fransk Bog, affekterede at have glemt „det flaue Flittersprog.“ Derimod tog Ragnhild Del med sin Velynderske i tydsk Information, og Læreren forsikrede, han havde aldrig havt saa fortrinlige Elever.
Aattende Kapitel.
Rendezvous og Kammerpiger.
Slet ikke er Forsigtighed.
Jens Smith.
Vinteren led, og naar vi ved det frembrydende Foraar atter se ind til den lille elegante Familie, finde vi i samme en mærkelig Forandring. Ragnhilds Opførsel var fra hendes første Ankomst af den mest fint studerede, der kan tænkes. Det var ved den føjeligste, fordringsløseste Afhængighed af Frederikke, at hun fra først af havde vundet og længe stedse forøget Moders og Datters Yndest. Aldrig tilegnede hun
