rede med en næsten skjælvende Stemme nogle passende Ord og gik ud for at bringe Lys og The.
„Hun er vist meget beskeden, Jomfru Willer?“
„O, min Ven, ydmyg i Aanden! Hendes Exempel styrker os i det Gode. Men det forstaar sig, Alt var ikke saaledes, da hun kom. Jeg erindrer, at hun i de første Dage viste megen Flygtighed.“
„Men“, lagde Moderen godmodig til, „saa snart hun mærkede, hvorledes Frederikke vilde have det, rettede hun sig paa Øjeblikket.“
„Saaledes er det vel“, tænkte Leiner ved sig selv. Men denne Forklaring huede ingenlunde Frederikke. Hun vidste nok, hvorfra Forandringen kom; den var naturligvis hendes fromme Verk.
„O, Leiner! hvor der er den gode Jord, der er det let at være Sædemand. Jeg vil give Dem et Exempel paa Pigens Fromhed. Da vi i forrige Uge løste vore Billetter, og jeg sagde hende, at min Billet tilkom hende paa Generalprøverne, spurgte hun mig med nedslagne Øjne, om det var ganske uskyldigt at deltage i denne Fornøjelse. „Saaledes som De deltager deri“, vedblev hun, „er jeg vis paa, at det er tilladeligt; men om ogsaa jeg kan bevare et fromt Sind og ikke henrives af Øjenslyst?“ Var det ikke barnligt? „Hvad anser Du da for Ondt ved et Skuespil?“ spurgte jeg. „Jeg ved ikke“, svarede hun; „men er det ikke Usandhed? hvad der ikke er Sandhed, det er jo Ondt.“ Hvor rent! Jeg forklarede hende nu Forskjellen imellem poetisk og prosaisk Sandhed, og læste Ingemanns religiøse Drama for hende. Nu først var hun rolig, og nu glædede hun sig som et Barn ved at se det første Skuespil.“
Leiner tænkte paa Margrethes Ord: „Med Frederikkes Lyst til at danne Folk efter sit Hoved, vil Ragnhild snart blive en kjær og lærvillig Eleve;“ og han rystede uvillig paa Hovedet. — Imidlertid kom Ragnhild ind med Lysene, og forbauset betragtede han den attenaarige, stolte Skjønhed. Saaledes havde han ikke forestillet sig hende. Dette flammende Øje under de fine, mørke Buer, — en ren, høj Pande, omkrandset med de nydeligste Lokker, — den hvælvede Barm med det lille, gule Silketørklæde — og en Skabning som en Charites. Snart blev Samtalen levende, og Jomfru Sæter udtrykkede sig med saa megen Lethed og saa smagfuldt, at Leiner blev tilbøjelig til at tro, Frederikke
