Beder du ej som min Engel,
Stengel: jeg nyt Navn erlange,
Fange Fred og dobbelt gro!
Versene vare just ikke Baggesenske, hverken i Klang eller Mening. Jens Immanuel havde vistnok lagt anden „Doppelsands“ i dem og employeret Engel og Stengel anderledes. — Netop var Leiner færdig, da det ringede paa Gadedøren. Fru Willer og Frederikke traadte ind og bleve paa det behageligste overraskede ved at se sin kjære Løjtnant.
„Velkommen! Hvorledes lever Deres kjære Moder?“
„Og min Margrethe, bedste Leiner?“
„Og naar var Ankomsten?“
„Tak skal De have, Leiner! Men vi fortjente ogsaa det tidlige Besøg; for vi have hver Dag talt om Dem.“
„Ja, Frederikke har endogsaa drømt om Dem.“
„Det var ikke smukt sagt af Dem, Moder. Men kom nu og sæt Dem. Ej, hvad er dette? De har dog vel aldrig læst mit Udkast? Jo i Sandhed! og saagar fuldført det! Naa, derfor skal Dristigheden være Dem forladt. Ak, Moder! Moder! vil De engang høre! Det er superbe, det er rørende! Ja, Leiner! De forstaar dette Hjerte, som ikke finder Fryd paa Jorden, ikke før jeg kan:
— nyt Navn erlange,
Fange Fred og dobbelt gro“
Løjtnanten var hjerteglad ved at hans overgivne, i sig selv meget udelikate Spøg blev optagen saa vel. Men forgjæves saa han sig om efter Døren; der kom ingen Ragnhild.
„Dette Digt, som nu ved Deres ligestemte Harpetoner er blevet fuldendt, er egentlig digtet til en Melodi, som mit Hjerte i en Længselsstund indgav mig at udaande. Nu skal De høre begge Dele.“
Thevandet var imidlertid kommet ind; Moderen satte sig til at skjænke, Frederikke til at synge og spille, og Leiner var ferdig at tabe Taalmodigheden.“
„Skjønt, fortræffeligt, rørende, Jomfru Willer!“ sagde han engang imellem og nikkede Takten med Hovedet. Endelig var hun færdig og lod sig ikke nøde længere, men lovede mere en anden Gang.
„En Klaveerskole?“ sagde Leiner for at sige Noget, idet han meka-
