Hermann, lov mig saa, at I ville sætte Tæring efter Næring, og at Du vil tage dig noget Nyttigt for.“
„Jeg giver Dig Kavaliersparole derpaa; jeg vil arbejde som Skriftsteller i alle Fag.“
„Lapperi! Du kan jo ikke engang dit Modersmaal. Nej, læg Dig med Alvor paa Landøkonomi. Det store Morads i den nordlige Kant af Rødningen kan Du efterhaanden udtappe og gjøre til dejlig Ager; den unyttige Kratskov kan Du rydde; ved Bækken kan Du opbygge en Mølle, som vil lønne sig godt; thi min Moders er jo den eneste i Bygden. Se, det er Arbejde, som Du vil have Ære af. Læs denne Vinter solid over Landvæsenet, og grib saa fat. For det siger jeg Dig, Hermann, fra nu af kan og bør jeg ikke gjøre mere for eder.“
Denne Dosis var just ikke behagelig for den vindige Baron; men, som Sagerne stode, havde han intet andet at gjøre end tage derimod med hellige Forsikringer.
Frokosten var til Ende; Baronens nye Heste vare hentede og forspændte den erbarmelige Rejsevogn, der nu ved Dagen tog sig ud tilligemed det hele Optog, Herrernes Klædning iberegnet, som Damernes Pynt efter et Bal, naar Rullegardinerne trækkes op efter den sidste Kontredans. Commerceraadindens Respekt sank betydelig, og med en næsten spottende Kompliment modtog hun Indbydelsen til med det første at aflægge et Besøg paa det friherrelige Gods. Baade Fader og Søn syntes rigtignok at være lidt slukørede; men Ludvig og Margrethe nøde hemmeligen gode Hjerters Triumf, at have beredet andre en glad Overraskelse.
„Han vil dog glæde sig, den gamle Mand, naar han finder Alt saaledes, som Du har bragt det i Stand, Ludvig.“
„Ja, og han vil i sit Hjerte afbede sin Uartighed imod Dig, Margrethe.“
Virkelig kom begge Baronerne endnu samme Eftermiddag til Fods til Thorsrud og aflagde deres oprigtige, skjønt noget forlegne Taksigelse. Vi ville nu imidlertid lade dem være i deres Ensomhed. Det gamle Ord sprog gjaldt her:
Omsonst en Mor at blege;
Omsonst en Daare at bevæge.
