Syvende Kapitel.
Poesi og Berømmelse.
Som Lærdom, Vid og Kunst opføre for dig nu!
Chr. Br. Tullin.
Den følgende Morgen traadte Løjtnanten ind i Baron Hermanns Soveværelse.
„Min Ven, vi ere dyb i din Gjeld!“ sagde Hermann, idet han med Varme greb Vennens Haand.
„Tal ikke saaledes! Men tror Du, jeg har noget Krav paa din Fortrolighed, saa hør paa mig og svar mig saa oprigtig. Eders Bolig er istandsat; den Smule Grøde, der faldt i det uheldige Aar, er bragt i Hus og for Resten ved en gammel Beholdning fra mit Underbrug forøget; eders Kjør ere indløste fra Forpagteren og to Heste anskaffede; andre til Kjøkken og Kjelder hørende Artikler ere ved Margrethes Hjælp tilvejebragte: — saaledes staar det nu med eders Hjem. Nej, nej! afbryd mig ikke! Den specificerede Regning hviler hos mig — og vil kun da vorde Dig eller din Fader præsenteret, naar I muligens komme i den Forfatning, at I have Lyst og Evne til at spørge efter den. Endelig følger med den øvrige Indretning et lidet Laan at begynde med. Men nu spørger jeg Dig paa det alvorligste: Hvad har Du og din Fader at leve af? Han har jo ingen Pension.“
„Kjære Leiner! Din Ædelmodighed er stor, virkelig alt for stor. Du har Ret at spørge. Vid da, at vort hele Haab staar til en Ansøgning til Kongen om den en Gang forkastede Majorsgage; det vil sige, vort Haab for Øjeblikket. Thi i Weimar have vi en rig Pebersvend af Familien opsnuset, hvem jeg saaledes har indtaget, at han har lovet mig til Universalarving at indsætte.“
„Lovet! En herlig Sikkerhed! Men hør nu; Pensionen skal jeg indestaa for. Min Familie i Kjøbenhavn har just ikke Adelspatent; men det turde nok hænde, at dens Indflydelse var større end eders Baronskabs, der desuden snarere hindrer end befordrer eders Andragende. Men
