Fru Leiner havde meget vel mærket og i sit Hjerte ærgret sig over den Gamles uforskammede Tiltale til hendes kjære Margrethe; men Respekt for „Baronen“ havde lukket hende Munden. Nu fandt hun Lejlighed til at ryste glødende Kul paa hans Isse, og med sædvanlig Vidløftighed udbredte hun sig over Margrethes ufortrødne Omsorg for at indkjøbe, sy, opsætte og ordne Alt til hans Højvelbaarenheds Bekvemmelighed, — i Haab om at gjøre ham en behagelig Surprice.
Baronen mærkede vel sit Fejlgreb, eller han følte virkelig, at han var Margrethes Skyldner. Med Nedladenhed takkede han hende og forsikrede hende sin Erkjendtlighed — men i saa bagvendte Udtryk, at Pigen blev stødt.
„Jeg skal tænke paa Dem, gode Barn, og Deres Iver skal saamænd ikke blive Dem til Skade; nej den skal ikke.“
Leiner foer op. „Hr. Baronen vil dog vel ikke betale min Kusine for hendes Velvilje? Saa byder De vel ogsaa mig en liden Douceur?“
Baronen blev yderlig forlegen; Commerceraadinden ikke mindre. „Men Ludvig!“ hviskede hun, „om Du end ikke agter Baronen, saa agt dog Dig selv; Du er Vert.“
„Og han bør erindre, at han er Gjest; og — Mere bør han erindre.“
Den, der ved denne Lejlighed opførte sig bedst, var Hermaun. Da han af Fru Leiner erfarede, hvilken Del Margrethe havde i deres Anliggender, trykkede han med Følelse hendes Haand, og da Faderens Uartighed satte Pigen i Oprør, førte han Haanden til sine Læber med et Udtryk, som ikke manglede Virkning. Ogsaa skaffede dette umiskjendelige Erkjendtlighedsudtryk ham i høj Grad Leiners Velvilje — og gjorde paa Commerceraadinden det gunstigste Indtryk.
„Naar Fruen befaler!“ sagde Tjeneren; Fløjdørene sprang op, og Commerceraadinden rakte Baronen sin Arm.
