bortfjernet sig, vilde han søge Hvile, for atter at samle de forvirrede Forestillinger; men en herlig Sang i Sideværelset, ledsaget af en Lyre, forstyrrede ham paa en behagelig Maade. „Siden det lader som jeg er Herre her“ — sagde han, og skød uden Betænkning Døren op. „Tilgiv mig, om jeg har forstyrret din Ro,“ sagde en ung Pige af den skjønneste Skabning, bedækket med et hvidt Slør, idet hun rejste sig. „Ingenlunde, Du hulde Sangerinde“, svarede den Indtrædende; „men hvis Du anser mig værdig at høre din dejlige Røst, da beder jeg Dig vedblive. Dog sig mig først, hvad Du kalder Dig.“ — Mit Navn er Zilha,“ svarede Pigen, „og jeg er stolt af at kaldes Rabbi Eliezars Plejedatter.“ Derpaa greb hun i Strengene og sang med Inderlighed og med en henrivende Stemme:
„Blomsterne sukke paa Bilbahs Høje imod Middag og længes efter den svale Dugg, som Pigens brændende Kind efter den kjølige Taare. Men Duggen perler endnu ikke.“
„Arabiens Krydernellik har tabt sin Duft; thi Kilden er tørret ved dens Fod, og kvelder ikke mere op af det gule Sandhav; og Daddelpalmen sænker sit høje Hoved og taber sine Frugter.“
„Libanons Ceder strækker sig længselfuld imod Himmelen og folder sine Grene; thi den sukker efter Regn, og den beder til den høje Hvælving om en Læskedrik. Men Himlen har ingen Sky og i den hele Luft samler sig ingen Regnsky.“
„Saaledes længes Sommerdagen efter Læske og den kvalme Dag efter Vand. Men naar Kilden farer ud af Klippen, den sprudlende Kilde med raslende Væld, og Duggen drysser ned, den kolde Dugg med de spillende Krystalperler, og Regnen væder den lumre Dal: da glæder Jorden sig, og den hele Jord fryder sig over den Eviges Miskundhed.“
De underlige, fremmede Ord i det sirlige Syriske kvædede med en blød, henrivende Stemme og i en egen, synderlig men dejlig Melodi, gjorde et mægtigt Indtryk paa Akhilleus og han greb Pigens Haand og sagde: „Du tier alt for snart, Zilha, hvi maa den skjønne Sang være saa kort!“ — „Herre!“ sagde Zilha og rejste sig forvirret, idet hun drog sin Haand ud af hans; „Slutningen af min Sang tør jeg ikke nu synge; men Du kan vel ane den.“— Nu traadte Eliezar ind, og Zilha
