„Ak, som Tærskere, Moder; det sværger jeg Dig til at vore to gjøre, og det jo før jo heller.“
„Nu da! Klokken ti skal Du faa Maden; et Kalvebryst med en Grønret, Karudser, Gaasesteg og Krumkager. (Margrethe, Vanillen ligger paa højre Haand i den anden Skuffe i Speceriskabet.) Gaar det an, kjære Ludvig? Svar mig oprigtig!“
„Det er fortræffeligt, gode Moder! Du maa selv være fornøjet med din Anretning, og for Baronen er den paa min Ære overmaade brillant.“ Med et veltilfreds Smil hinkede Commerceraadinden ud, og Leiner dampede tykke Skykolonner, en Smule ærgerlig over disse urimelige Optøjer.
Se! da rullede en Vogn over Gaarden. Commerceraadinden greb sin Søn ved Armen og ilede ned til Trappen, Hermann var i to Spring af Vognen og op ad Trappen, kyssede ærbødig Vertindens Haand og slog begge Armene om Ludvig.
„Alt er saa godt som muligt arrangeret for eder paa Adlersberg“, hviskede Leiner under Omfavnelsen, der nu blev saa stærk, at den arme Velgjører begyndte at hoste.
Imidlertid havde Kammertjeneren hjulpet Baronen ud af Vognen, og han betraadte med langsomme Trin den brede, magelige Trappe.
„Velkommen! hjertelig velkommen, Hr. Baron!“
„God Aften, min dyrebare Fru Commerceraadinde! Jeg er rørt ved at se Dem igjen; ja, jeg er. Nu hvorledes lever Hr. Løjtnanten? Er mig kjært at se Dem, unge Ven Hvor stor og bien créé! — Aha! Det var en fatigant Tour! Jeg er ganske sans ame, ganske aandeløs! ja, jeg er.“
„Vil De ikke komme ind, kjære Hr. Baron?“
„Ja vist; men det var Skydsen, som — hør Hermann; Jeg gider ikke for det Lapperi rive min Portefølje op af Lommen; afgjør den Bagatel. Eh bien! entrons!“
„Gaa kun ind Du ogsaa, min Ven“, sagde Ludvig til Hermann; jeg skal imidlertid have Øje med Udpakningen og afgjøre Skydsen saa længe. Jeg ved, I Rejsende trænge til at komme under Tag.“
