„For det første: Han kommer ikke førend Klokken aatte; altsaa vær kun rolig. Han har Ingen med sig uden Hermann og en Tjener; altsaa bliv ikke forskrækket.“ — „Nu da“, sagde Fruen lidt mere fattet, idet hun ringede; „saa sig mig da, om det er Fjas eller Alvor med Baronnavnet!“
„Ramme Alvor fra min Side i det mindste. Her er en aaben Billet til Dig, hvilken jeg tager mig den Frihed at læse.“
„Madame!
Me voila dans votre paix! Je suis charmé de pouvoir vous baiser la main. A l’heure huite j’espère de venir avec mon cher fils. Permettez que je prends la liberté de coucher chez vous cette nuit, comme je n’ai pas encore arrangé mes affaires entieérement dans mon hôtel.
Le III 7bre 1812.
Votre fidele ami
Signé Frants Gustav Sigismund
Baron d’Adlersberg,
cidevant colonel dans la servise de
S. M. le Roi de Danmarc,
chevalier p. p.
à Madame
Madame La Conseileuse
de Commerce Leiner.“
Under konvulsiviske Bevægelser læste Leiner denne splittergale Billet op for de lyttende Damer.
„Men saa oversæt da! Du veed, jeg havde glemt min Peplier længe førend du blev fød. Hvad ler Du af? Hold dog op en Gang! Jeg staar som paa Naale.“
„Aa, Gud velsigne Dig, lad mig da faa le! Naar ikke Margrethe var tilstede, skulde jeg oversætte Dig hvert Ord. Ha, ha, ha!“
Margrethe vilde til at gaa. „Aa nej, bliv kun, bliv kun! Meningen er saare simpel. Han vil spise Gaasestegen og sove, ha, ha, ha!“ — „Jeg tror, min Gud, Mennesket er baade fra Vid og Sands“, sagde Moderen inderlig vred, og Leiner vred sig som en Orm. Endelig kom
