Bogstavernes Træk, de Udtryk, hvori hun i afvexlende Fremstillingsmaader tolkede sin Taknemmelighed imod sin Velgjører. At hun ikke heller var ganske tilfreds i sin senere Stilling, syntes hun med Finhed baade at ville antyde og skjule. Frederikke skrev til Margrethe lutter Lovtaler over den søde, vittige Jomfru Sæter.
Sjette Kapitel.
Don Ranudo di Colibrados.
Og paa den høje Pall der føles mest til Vejret.
Poul Juul.
Fru Leiner og Margrethe sad ved den lysnende Kamin og beklagede den fordærvelige Vinterkulde, som paa de fleste Steder i Landet havde ødelagt Landmandens Haab. Ogsaa Gaarden Thorsrud var dygtig medtagen; og om Commerceraadinden end kunde med Ligegyldighed bære et saa betydeligt Tab, var dog denne Maade at tabe paa alt for tung for en flink Landhusholderinde. Midt i hendes Jammersange traadte Ludvig rask og lystig ind ad Døren.
„Hejsa, Mutter! Vi faa Fremmede! Højfornemme Fremmede! Baron von Adlersberg! Endnu i Aften!“
„Hvad, hvad, kjære Søn! Adlersberg? — Margrethe, hurtig! — Baronen? er han Baron? Du spøger, Barn! — Il i Grønstuen! kald paa Elisabeth! Lad Lars faa Stadskjolen paa! Tre Gjæs! eller hvor mange ere de, Ludvig?“
„Fire og tyve tror jeg.“
„Hvad for Noget? Fire — og tyve —?“
„Gjæs, mener jeg, Moer.“
„Fjas, spøg ikkel Naar kommer han? Hvor mange ere de? siger jeg. Er han Baron? Men Herre Gud, Du staar da der som en Støtte! Saa tal dog!“
