tes fra hende med Løfte om efter faa Dages Forløb at have arrangeret det Fornødne i Staden.
Vi have nu løst vor Gjeld til Læseren, Ragnhilds Historie angaaende, og skulle vende tilbage, eller egentlig talt atter de tre Aar fremad, til Leiners Ophold paa Thorsrud. — Margrethes Undervisning beskjeftigede alvorligen baade hende og hendes Fætter. Langt fra at besidde Ragnhilds ualmindelige Geni og flammende Begjærlighed efter et bestandig fjernt Maal, lærte Margrethe aggregationsvis, uden Begejstring, men med klar Bevidsthed, hvad hun troede at burde vide, for at være tilfreds med sig selv. Margrethe blev den, hun var, — stille, ordentlig, virksom. Det var hende fuldkommen nok, at hun var sig selv sine flere Kundskaber bevidst; i det højeste glædede hun sig ved, at Leiner var tilfreds med hendes Fremskridt. Hendes Sjæl var alt for moden til at betragte disse Tilgifter til kvindelig Fuldkommenhed som en Forgyldning, hvis Glands skulde skaffe hende et højere Værd i Mængdens Omdømme. Vi kalde dem efter hendes egen Mening Tilgifter, disse Kundskaber; thi saa hovedsagelige som de ere, hvor de fra Barndommen af indflettede med den hele Tilværelse frembringe den alsidigen dannede Kvinde, — saa lidt udgjøre de noget Væsentligt, naar de blot tilhænges, for af og til at bruges.
Med Bygningen paa Adlersberg gik det raskt. Da Leiner havde ladet indhøste og fyldt Boder og Kjeldere med Fødemidler, da Margrethe havde endt sit geografisk-historiske Kursus og Brevet kom fra Hermann, hvori hans og Faderens forestaaende Ankomst meldtes, vare Stuerne paa Adlersberg saa nydelige — fra Betrækket af — og de lange Gardiner indtil Staal-Ildtangen og Klokkestrengen, at Fru Commerceraadinden, der gjorde Visit hos Margrethe og Ludvig, syntes, det var ikke blot adeligt, men rigeligt. Da imidlertid Ludvig med Sandhed kunde forsikre (formedelst en liden reservatio mentalis) at Kassen havde udholdt Bekostningerne, gav Fruen sig tilfreds og overvejede, hvor der vel skulde anvises hende Plads ved Bordet, naar Ankomstgildet blev holdt.
Fra Ragnhild, der var kommen til Willers, havde Leiner af og til Breve, som mindede om hendes ualmindelige Udvikling. Sirlig, som det Papir, hun altid valgte til sit Brev, var hendes Haand, og nydelige, som
