for de skjønne Borgfruer, og Du er nu tusinde Gange mere ulykkelig end før!“
Femte Kapitel.
Uventet Møde.
Forbarmer Jer over Perettes Nød!
(Af Fruentimmerhaderen.)
Paa Gaarden R** ved Frederikshald var stort Selskab. De fleste unge og gamle Herrer nøde det kvægende Foraarsvejr ude i Gaarden, indtil Selskabet var samlet og man skulde nyde de solide Bordglæder. Langt henne fra Vejen blev man var en hvid, vaklende Fjær — og derunder en rank, fast Rytter.
„Hvem er det?“
„Løjtnant Leiner.“
„Aha! og hans smukke Brune.“
„Et dejligt Dyr!“
„Og en herlig Rytter!“
„Se, hvor den brækker med Hovedet!“
„Den bærer sine Øren godt.“
„Ja, den er ikke fuldt saa slukøret, som din, min kjære Horst.“
„Snak! min Blisse bliver ferm. Saa Du ikke, hvor godt hun traverserede i Dag?“
„Ja vist! da den fik flad Schenkel paa Boven.“
„Disputeer ikke Børn! Se paa den Brune! Se, hvilket raskt og rent Skridt!“
Leiner holdt i Gaarden, steg af og hilsede sine mange Kammerater.
„Godt pareert!“ sagde Ritmester Bunter og rakte Leiner Haanden; han vilde sagt Goddag.
Selskabet slog en Halvcirkel om Flink, og Leiner takkede paa det gode Dyrs Vegne for de nedstrømmende Komplimenter.
