sterverker. Porfyr og Marmor afvexlede overalt i mægtige Piller, og svævende i dristig Flugt slyngede sig de stolte Buer, som Blomsterguirlander fra Piller til Piller. Det var den dybeste Midnat, og mange hundrede tusinde Lamper og Begfakler oplyste den forbausende Herlighed. Thi Staden jublede over den Sejr, Zenobia havde vundet over de mægtige Perser. Træt af Dagens Triumf havde den herlige Dronning indsluttet sig i sit Paladses prægtige Haller; men de brusende Folkemasser stimlede drukne af Glæde og Vin omkring i alle Gader og ofrede under Marmorpillastre og Buegange til Evan og Afrodite. Fra de brede Torve flammede græsk Ild og romerske Lys, og Glædesraab hvirvlede giennem alle Gader. Da stod, lænet til den store, med kunstige Vinranker og udskaarne Figurer prydede Obelisk, en høj, rank Mand, indhyllet i en fremmed Dragt, strakte sine Arme ud for sig og raabte: „O stolte Stad! For et Øjeblik rejser Du Dig for mit Blik, for strax at hensynke i dine Ruiner! Ej taaler Du at beskinnes af Morgensolen, og I glade Skarer, der bevæge eder omkring mig, I ere Skygger, der fly Dagens Lys. Aldrig mere rejser Palmyra sig da af sit Grus, og vilde Horder fare over de indstyrtede Templer, og Verden glemmer at Zenobia og Palmyra var!“ Saaledes klagede den Fremmede, og hans Blik omtaagedes af Taarer; men forbauset og opbragt trængte de berusede Skarer sig omkring ham, og en Kriger satte ham forbitret Landsen for Brystet. „Ned med Forræderen!“ raabte Mængden, og rev den Ubekjendte midt imellem sig. „Hvo er Du, Spaamand, som midt i Glæden kun ser Ulykker og Død?“ raabte Krigeren; „svar, eller jeg støder til.“ Men den Fremmede saa sig forbauset omkring, og kunde hverken svare eller rive sig løs. Da kom med langsomme Trin en gammel, ærværdig Rabbi hen imod den rasende Mængde og vinkede med Haanden, at den skulde give Plads. Alle vege ærbødighedsfulde tilbage for den kraftfulde Olding, og han traadte hen til den Ubekjendte og slog ham paa Skulderen: „Velkommen, Akhilleus, velkommen! Mine Øjne længes efter dit Lys. Kom, Du Velsignede, og glæd min Bolig med din Nærværelse; thi sandelig, her staar Du ikke vel.“ Dermed trak den Gamle af med den Ubekjendte, og Ingen vovede at røre ved hans yderste Klædebond; men strømmevis fulgte Folket, og sagde: „Sandelig,
