Snefog. Næste Morgen, mente Manden, vilde det sikkert blive klart, naar disse tykke Vandsamlinger vare komne ned, — enten det nu blev til Regn eller Sne. Da Leiner syntes at betænke sig lidt herpaa, fordi han ilsomt skulde tilbage og sinkedes allerede vel meget ved at ride egen Hest, foreslog Konen ham at medtage en Ledsager. „Han er saa blot ung og skulde rejse saa slem Vej i sligt Vejr uden Mandsfølge!“ Eja! foer det som Ild i Blaar igjennem den unge Helt. Med purpurfarvede Kinder svang han sig i Sadelen og sprængte afsted.
„Herre Gud, den Ungdom og den Vildskab!“ sagde den gode Kone rokkende med Hovedet. „Saadanne Børn skal gaa i Krig“, svarede Manden med et spottende Smil. „De kan ikke ret styre sig selv, og saa skal de styre gamle Folk.“
Til Lykke hørte den unge Kavalier ikke disse eller de paafølgende Repliker; thi han øvede sin Manddom paa den modige Traver, der bar ham højt og let hen igjennem Skoven. Imidlertid antog snart baade Himmel og Jord en meget alvorlig Karakteer. Den vaade Sne føg tæt og tung om Rytter og Hest, og paa samme Tid slyngede Vejen sig saa stenig, ofte tvivlsom igjennem de saakaldte Skalbjerge, at Leiner blev ilde tilmode, især fordi han frygtede, at den vel stærke, men allerede anstrængte Hest ikke skulde holde ud, indtil han naaede Hus, — og det var efter Beskrivelsen ikke at naa paa fire Timer. Han klappede Flink paa Manken, svøbte sig ind i sin Skindkappe og lod staa til. Da begyndte Fjeldryggen at højne sig, og med Et saa Rytteren foran sig en hel Vinterdragt af Sne, hvori ikke en Kragefod havde tegnet sig. Den føleligste Kulde gjennemisnede ham, og den Varme, han fornam af Hestens rygende Damp, gav ham ingen synderlig Opmuntring. En Beslutning maatte fattes; thi at blive staaende paa dette Sted, var at kalde Døden frem i dens Isgestalt. Da der nu slet ikke var Sti at se fremad, maatte Flink vende sig omkring, og det gik nu saa hurtigt, som det lod sig gjøre, det vil sige overmaade langsomt, tilbage ned ad den farlige Fjeldvej. Saaledes fortalte Leiner siden efter selv denne Rejse, men var derefter nødt til at gjøre et Spring i Beskrivelsen af omtrent tre Timer, i hvilken Tid Flink ganske alene forestod Befordringen, imedens Rytteren, halvdød af Kulde, netop havde Bevidsthed og Kraft nok
