vi vide til hvem, — og han vugger sig paa Morganas Rosenbølger. Rødmende over sig selv stod han op med den frembrydende Morgen og traadte atter med sikre Manddomstrin den foran ham liggende Livsvej. — Han skrev til Ragnhild, at hun skulde anbefale sig selv hos Fru Willer, — og havde den Fornøjelse faa Uger derefter at erfare, at Ragnhild var bleven modtagen og godt modtagen, som Husjomfru hos Kammerraadinden.
Fjerde Kapitel.
Prinsessen i Pjalter.
Kan lære, naar man dem med Flid igjennemsøger.
Holberg.
Vi skylde vore Læsere Underretning om Leiners Bekjendtskab til Tjenestepigen Ragnhild. Sent ude paa Høsten 1808 sendte Norges Statholder, Prins Christian August, den unge Løjtnant Leiner med Depesjer over Rigsgrændsen. At Valget faldt paa en saa ung Officeer synes at forudsætte, at Erindet var ubetydeligt — eller ogsaa, at det skulde have Skin af at være det. Enten det laa i Instruxen, eller et Indfald bestemte ham, nok, Løjtnanten tog paa Tilbagevejen ud fra den almindelige Landevej og fulgte en Bygdevej eller rettere Fjeldsti over Grændsen. Dette skulde vel neppe have givet Anledning til nogen særdeles Hændelse, og vi skulde saaledes neppe kommet til at skrive disse Blade, — dersom han ikke i den sidste svenske Landsby havde truffet paa en Hest, der var tilfals, og hvis udmærkede Egenskaber bestemte ham til at kjøbe den. Hesteryggen var den muntre Leiners Element, og nu strøg han sorgfri uden Ledsager, afsted paa den snart banede, snart ujevne Vej. En Eftermiddag saa Vejret lidt betænkeligt ud, da han traadte ud af et Bondehus ved Vejen og tøjlede sin Hest op. Man raadede ham til at oppebie Udfaldet, da de sammentrækkende Skyer spaaede et stærkt
