hun gjøre. Men det er Ordene, Stilen, hun skal tilskjære, — ikke Foredraget. Ja, Du mærker nok, Ludvig, at jeg vover mig for langt; Foredrag var ikke det rette Ord.“ —
„Jeg forstaar Dig fuldkommen, min kjære, min gode Margrethe! — Pige! hvorfra tager Du alt dette?“ spurgte Ludvig og glemte Ragnhild og hendes Brev, idet han saa ind i de talende, blaa Øjne.
„Slip mig, Leiner!“ raabte Margrethe med pludselig Rødme. „Du maa ikke saaledes se mig ind igjennem Øjnene.“
Leiner følte, hvad der fremkaldte disse Ord; Margrethe var bange for, at han skulde dechiffrere hendes eneste, hendes hellige Hemmelighed. Den var ikke mere Hemmelighed for ham. Med gjenvunden Fatning rakte hun ham Haanden og førte ham hen til Arbejderne. Ludvig kunde ikke ret komme sig; Margrethes Forstand og Hjerte henrev ham, — og dog havde hun ømfindtlig saaret hans Følelse. Han vilde nu engang saa gjerne holde ret Meget af Ragnhild, og imidlertid lod Margrethes fine Dom sig ikke modsige. „Stakkels Ragnhild! Den Kritik havde Du ikke ventet!“ sagde han ved sig selv — og tænkte sig den nydelige, talentfulde Skabning, siddende i sin Verkenskjole og skrive under hede Taarer.
O! hvor smertelig føle vi undertiden Umuligheden af at bringe vore Elskede over til en gunstig Mening, som vi have eller inderlig gjerne ville have om et andet os kjært Menneske! Det er da ikke om Ord og Gjerning, vi ville stride; det er om Kilden til Ordet, til Gjerningen. Ni Gange af ti har den Ret, som dømmer med Kjærlighed; havde man ogsaa vist den tiende Gang Ret, saa var der ingen Dissonants imellem gode Sjæle. Men dersom vi elske og agte vore Modstandere, saa tie vi i slige Tilfælde. Leiner taug.
Tør hænde, at Margrethes Skarpsind opdagede Leiners saarede Følelse. Imidlertid følte hun alt for sikkert til at ville, som Hverdagsmenneskene saa gjerne gjøre, lempe de engang og af fuld Overtydning udtalte Ord. Derimod søgte hun ved Tale om Arbejdet og deslige, at adsprede Vennen. Paa Tilbagevejen vandrede de længe tause ved hinandens Side. Endelig fortalte Margrethe med nogen Overvindelse, at Kammerraadinde Willer havde ytret det Ønske at faa en Husjomfru —
