Tilflugt til Dem, dersom jeg skulde mangle Noget. Det Sidste angaaende, da har jeg det saa godt, som jeg tør ønske det; thi om ogsaa undertiden Lyst til noget Bedre, end det, jeg endnu er, kunde opkomme hos mig, bør jeg dog ikke Andet end rose mit Herskab. Vel kan jeg ikke for, at jeg iblandt maa sammenligne mit Herskabs Omgang med Deres. Det er Uret; — man behandler mig som en ærlig Tjenestepige, og jeg har ikke Mere at fordre. De behandlede mig rigtignok ganske anderledes; men dels stod jeg til Dem i et skjønnere Forhold, Menneske til Menneske, — dels er det vel kun Erindringen om denne Behandling, som forbitrer mig min nærværende Stilling. Ja, kjære Hr. Løjtnant! der er vel den Stund iblandt, da jeg ønsker, jeg var i den fæle, usle Skovhytte — uden at kjende noget Bedre, uden at denne Længsel efter at komme alt nærmere og nærmere op til en Stand, i hvilken jeg dog ikke blev fød, opsteg hos mig. Jeg tør nu ikke tale om, hvorledes endnu altid den ved Deres Godhed lykkelige, renlige og arbejdsomme Ragnhild misunder den uvidende, mishandlede, pjaltede Ragnhild den Stund, da hun første Gang saa Dem. Ak, jeg føler vel, det er ikke et Brev, der sømmer sig for en Stuepige til en Officeer eller til hvem det saa var. Men, gode, kjære Hr. Leiner! just fordi jeg skriver, kan og maa skrive Noget, som ikke sømmer sig for min Stand, ønskede jeg med Deres Tilladelse, at gjøre et Forsøg paa at hæve mig over den. Min Haand skjælver; jeg frygter, De tager min Bøn for Hovmod; men jeg maa vove den; thi jeg føler hos mig selv, den kommer ikke fra Hovmod: — Jeg kan ikke længer tjene som Stuepige! Nu er det ude af Pennen! Gid jeg kunde vise Dem min Forlegenhed! De vilde da lettere undskylde mig; De vilde da ikke støde Dem over de Ord, jeg her nedskriver, og som jeg ikke kan sammenføje saaledes, som jeg har dem i Tankerne. Hr. Skolelærer Bach har efter Deres Bestemmelse lært mig Skrivning, Retskrivning, Religion og Tegning. Men efter min Anmodning giver han mig ogsaa Undervisning i Geografi, — og De bliver dog ikke vred derfor? — hos Hr. Holst har jeg for de Lommepenge, som De saa ædelmodigen forsynede mig med, taget nogle Timers Undervisning i Fransk. — Leiner! Ytring af Taknemmelighed vil ikke sige Dem noget Nyt; min hele Sjæls Hengivenhed kjender De. Jeg er ganske Deres
