imidlertid sit Haab til Fremtiden og til den lange Vinter i Hovedstaden. Kammerraadinden var nylig flyttet til Kristiania og vilde vel sørge for, at Ludvig blev en daglig Gjest. Ogsaa Leiner var utilfreds. Margrethe havde vundet saa meget hos ham i disse Dage, at han frygtede for i hint Moderens Ønske at finde en ny Hindring for en mulig Forbindelse med den fortræffelige Pige. Han red rask til og steg af ved den nye Port, som han netop havde faaet opsat foran det grønne Gaardsrum paa Adlersberg. Margrethe kom ham med sit Strikketøj venlig i Møde.
„Her bringer jeg Dig Posten, Leiner. Jeg snappede Breve og Aviser fra Budet, da jeg vidste, Du kom herud.“
„Tak, kjære Margrethe! Nu hvad Nyt i Aviserne?“ spurgte han, idet han besaa Udskrifterne paa sine Breve.
Margrethe tilstod ham, at hun aldrig læste Avisen, fordi hun ikke havde læst det foregaaende Nummer.
„Ja, men paa den Maade kunde jo Ingen læse Aviser, Margrethe.“
„Ja, naar nogen havde Taalmodighed til at sætte mig ind i Verdens Løb; ak, det var enda ikke nok. Jeg maatte forstaa Geografi og mange andre Ting.“
„Det er et Ord! vil Du, saa anvende vi en Morgentime daglig, medens jeg er her, — og jeg forsikrer Dig, Du skal inden Høsten være skikkelig bevandret i disse mange Ting, som Du kalder dem.“
Margrethe modtog med megen Glæde Tilbudet og satte sig ved Siden af ham, imedens han læste sine Breve. Iblandt disse var et, som han smilende lagde sammen, længe betragtende Udskriften.
„Den Pige har jeg Glæde af, Margrethe. Det er fra Ragnhild.“
„O, maa jeg —!“
Med en let Rødme gav han Brevet fra sig og greb imidlertid Avisen. Margrethe læste, og vi ville ogsaa læse:
Frederikshald, den 1ste Juli 1812.
Gode Hr. Løjtnant!
„De har givet mig Tilladelse at skrive Dem til for at underrette Dem om, hvor vidt jeg gjør Fremskridt paa den Bane, De saa ædelmodigen har anvist mig fattige Forladte, — og tillige for at tage min
