Røst. Ogsaa havde jeg min Force i at læse ethvert Brev, om det var nok saa utydeligt skrevet. Nu ere mine Øjne svage, og jeg er ude af Vanen. Men Du kan dog ikke negte, hun har et godt Gemyt, ret saa føjelig og god som et Lam. Et Hjerte som en Due, min Søn.“
„Aa ja, Moder; jeg tror alt Godt om Jomfru Willers Hjerte. Hjertet er det fidste, jeg vil tvile paa hos nogen. Forstanden er ligesom et offentligt Arbejde; enhver har Lov at sige sin Mening derom; men om Hjertet, det er en Samvittighedssag, og herom gjælder Christi Ord: „Dømmer ikke.“
Man ser, Leiner var heller ikke fri for at demonstrere lidt i Utide.
„Og en smuk Formue har hun — og en dejlig Gaard. Din Fader, Commerceraaden, bød saamænd Kammerraad Willer tre tusinde Daler gode Penge for Gaarden med tilliggende Herligheder i Mellembytte for Røken, som vi da havde.“
„Ja sandelig, kjære Moder, Frederikke behøvede ikke at være saa smuk og livlig for at finde Mænd nok, der vilde have gode Dage paa hendes Ejendomme.“
„Og en god Familie, Ludvig, en agtværdig Familie. Det bør ogsaa sees paa.“
„Men Moder“, sagde Ludvig hastig, idet han endelig blev opmærksom paa Hensigten med disse Lovtaler, „De har dog vel aldrig i Sinde at kopulere mig med Jomfru Willer?“
„Jeg har kun Ønsker, min kjære Søn, moderlige Ønsker. Jeg vilde saa gjerne se dig lykkelig gift. Det er jo Dig, jeg lever for, kjære Ludvig!“
Det Moderlige i disse Ord og endnu mere i det Udtryk, hvormed de bleve fremsagte, rørte Leiner, og han kyssede ømt sin Moder. „Du skal se, jeg finder mig nok engang en Pige efter mit Sind — og efter dit med haaber jeg.“
Hesten stod for Døren, og han spændte sine Sporer paa. „Jeg maa til Rødningen; Maleren kommer i Dag.“
„Margrethe er gaaen derhen for en Times Tid siden. Adiø, min Ludvig.“
Moderen var ikke meget tilfreds med denne Samtale. Hun satte
