„Nu! er det ikke den skjønneste Lov? Det minder om Dage, fulde af Enfold og Fromhed, da der endnu ikke var nogen Moral til.“
„Gud bevare os! mon det er saa gammelt?“ smilede Leiner, og satte den forskruede Frederikke en Stol henimod Thebordet.
Commerceraadinden, som ellers just ikke plejede at interessere sig for Samtaler udenfor et vist Slags, var lutter Øre for Frederikkes pudserlige Sladren og nikkede venlig til Kammerraadinden, der brystede sig af den lærde Datter. Margrethe sad beskeden ved sin Themaskine og ønskede i sit Hjerte, at hun forstod at tale kun halv saa godt som Frederikke. Leiners opmærksomme og venlige Ansigt sagde hende, at Samtalen interesserede ham, — og hun følte sin egen Aandsfattigdom. Kun skulde den gode Pige have vidst, fra hvilken Side Ludvig fandt Jomfru Willer underholdende. Et Par Gange søgte hans satiriske Blik en Gjenstand at meddele den rige Føde for Lunet, og han saa med et ironisk Smil paa Margrethe. Men den beskedne Pige udlagde det anderledes og undertrykte et lidet Suk.
„Hvor det er godt at have lært Noget!“ sagde hun, idet hun henimod Aftenen gik forbi Leiner, der havde stillet sig hen ved et Vindue.
„Gud bevare Dig for at bytte din skjønne Sandhed bort for dette Modetant, gode Margrethe!“ svarede Løjtnanten og trykkede hendes Haand. „Jeg morer mig over dette“, blev han ved; „ærgre mig derover burde jeg. Skal da ogsaa Religionen være en Modedukke, som enhver Fjante kan give en ny Robe?“
Margrethe saa forundret paa ham, og fra nu af begyndte hun at betragte Frederikkes Visdom noget nærmere og dristigere; og snart vovede hun at tro, at den lærde Veninde kun lidet vidste, hvad hun selv sagde.
