Kjøkkentøj o. s. v. maa tages i Part, som du siger. Thi Pdersiden er jo det Vigtigste i denne Verden.“
„Er det Ludvig Leiner, eller Adlersbergs Kommissionær, som har denne Mening?“ spurgte Margrethe hastig og slog derpaa forlegen Øjet ned.
Endnu mere forundret fæstede Leiner sit Blik paa Pigen. En Anelse greb ham. Ogsaa han blev forlegen. Tause gik de ved Siden af hinanden den øvrige Vej. Til begges Tilfredshed vare de nu paa Stedet. Husmanden, der boede i en Bagstue, gav Nøglerne fra sig, og der blev en Mønstring ude og inde. Til Lykke var alt Tømmerverk godt, og det kunde saaledes endnu lønne Umagen at bræddeklæde Husene og indvendigen oppynte dem. Da de havde gjennemløbet Værelserne, forelagde Leiner Margrethe sin Plan. Kjøkken, Spisekammer, Folkestue og Sovekammer maatte gaa ind og med de øvrige fire Værelser forvandles til Visitkabinet, to daglige Værelser, Spisestue, Selskabssal, Kabinet og den unge Herres to Værelser. De omtalte fortrængte Rum skulde man søge at tilvejebringe i det nu temmelig forfaldne Baghus. Margrethe rystede paa Hovedet, men sagde Intet. Leiner vilde have denne Hovedrysten forklaret og aftvang hende, da han blev stødt, dette Svar:
„Kjære Leiner! det er mig umuligt at tale anderledes, end jeg mener; derfor tier jeg gjerne og ofte stille. Jeg er en enfoldig Pige, som ikke har lært Noget, og derfor klæder Taushed mig bedst. Men, naar Du nu endelig vil vide min Mening, saa maa jeg vel føje Dig. At det er Dig, som bekoster det Hele, det begriber jeg nu overmaade vel, og der gjenkjender jeg Ludvigs gode Hjerte. Men er det ret, lad os sætte Bekostningerne til Side! er det ret, saaledes at understøtte en opblæst gammel Mands Stolthed og en ung Galnings Forfængelighed? Hvis Du ikke ellers har i Sinde ogsaa at føde og fede dem, hvorledes tror Du da desuden, at de om et Aars Tid eller to ville komme til at tage sig ud i denne Pragt?“
„Margrethe!“ sagde Leiner rørt, og greb hendes Haand, — og i hans Sjæl foregik Noget, som lignede Anger over saa længe at have overseet denne Pige; „Margrethe! Du har sandelig Ret; jeg stod i Be-
