bedste at modtage Frøken von Weitenburg. Endnu vare ikke alle Tilberedelser endte, da en Trop Ryttere kom sprængende, i Spidsen en gammel Ridder og en ung Dame. Frøkenen traadte ind og hilsede venlig, skjønt en paafaldende Bleghed og Spor af Taarer røbede, at hun ikke var ganske vel tilmode. Da Regina havde anvist hende de bestemte Værelser og Ridderen blev alene, tog han hendes Haand.
„Endnu engang, skjønne Dame, vær ubekymret, og føj eder blot i vor naadigste Herres Vilje. Inden faa Dage vil han lade eder afhente ved Fyrsten af Lothringen, der med sømmelig Pragt ledsager eder tilbage til Achen, hvor den hele Spøg vil ende sig meget ærefuldt for eder og eders Familie.“
„En grusom Spøg er det dog i Sandhed“, svarede Sidonia og rystede paa Hovedet.
„Earl er saa stor og saa god“, svarede den gamle Ridder, og en Taare perlede i det brune Øje, „han kan ikke ville Andet end fine Børns Lykke; hav Tillid til ham.“
„Ja, jeg vil; ædle Ridder, jeg vil. Det er mig altsaa tilladt at skrive et Par Ord til min Moder?“
„Som jeg ufortøvet skal tilstille hende. Men glem nu ilke eders Rolle, Frøken Elise von Weitenburg. I er opdragen i Frankfurth hos en Moster, eders Forældre ere komne til Achen, efter at have formedelst Formuesomstændigheder opholdt sig flere Aar i en afliggende Krog af Tydskland; Kejseren vil belønne eders Faders Fortjeneste og tillige skaffe sig en Fest ved at være Vidne til eders Møde med de kjære Forældre.“
„Ak, men jeg er ikke vant til at sige Usandhed!“
„Ved I da, hvor meget deraf Kejseren gjør til Sandhed — desuden —“
„Er hans Bud mig helligt. Jeg skal stræbe at opfylde hans Vilje.“
„Og nu farvel, Frøken Elisa von Weitenburg. Især raader jeg eder til Forsigtighed imod Fyrsten af Lothringen, naar han kommer.“ Han tog Afsked, og Sidonia gik med tvungen Rolighed ned til Forvalterens Familie, der strax i det første Øjeblik behagede hende. Den uskyl-
