Regina vidste ikke hvad hun skulde tro, men maatte stiltiende adlyde. „Nu kan Du gaa ind i Kammeret et Øjeblik og kaste din Kaabe over Dig. Du skal følge mig, saasnart jeg er omklædt. Regina saa forbauset paa ham; men dels havde hun sin Moders Befaling, dels var den Fremmedes Tone lige saa bestemt og bydende som mild og høflig, saa hun turde kun svare med et Nik. Endnu satte hun Vinen frem, og smuttede derpaa ud for halv drømmende at berede sig til en Vandring med den Ubekjendte i den mørke Nat.
Iblandt de anseligste og største Paladser i Achen maatte man altid regne Ruderglimms og von Schwabens Vaaninger. Bygningernes brede Fasader vendte ud imod to forskjellige Gader, men hørte til samme Kvartal, og stødte ved en Baggaard sammen. Selv den blotte Nærhed af hinanden vilde have været de uforsonlige Fiender utaalelig, dersom de ellers for nogen længere Tid havde holdt Dug og Disk i Staden. Men de vare næsten bestandig paa sine fjerne Godser, og kun den forestaaende Barselseng havde bragt begges Hustruer til Staden paa en og samme Tid.
Det store Taarnur rungede Midnatsslagene fra den høje Münster, da Margrethe von Schwaben med svag Røst spurgte Fru Høckinn, der sad i det tilstødende Gemak med den Nyfødde paa sit Skjød: „Er Barnet velskabt?“ — „Ja vist!“ svarede halv højt og uvillig den erfarne Matrone og pegede, rystende paa Hovedet for de Tilstedeværende, paa Uret, som hang lige over for. „Er det en Søn?“ vedblev Moderen, og de Øvrige gjentoge nysgjerrige Spørgsmaalet. Da blev Anna Høckinn vred. „Fru Margrethe! I tænker kun lidt paa Barnets Vel, siden I paa denne Tid af Natten gjør mig det andet Spørgsmaal om det. Ved I da ikke, at saadant kan skade og intet baade?“ Derpaa svøbte hun den grædende Glut tættere sammen, kaldte paa sin Datter, og overlod til hende og den lærde Dokter Eugenius at sørge for Barnet og forsyne det med Staal, Vievand og andre Præservativer imod al Indflydelse af Nattens Aander, imedens hun selv ilsomt iførte sig sin Kaabe, og
