Anna. Maa jeg det? Hvem er I, med Forlov?
Manden. Gaa strax til Margrethe. Hun behøver først Hjælp.
Anna. Gaa strax eders Vej!
Regina. For Guds og alle Helgenes Skyld Moder! giv ham gode Ord! — Ak Herre! hvor kan I tage eder saadan Myndighed til imod en ærværdig og hæderlig Matrone?
Manden. Vær kun rolig, min vakre Datter. Din Moder og jeg blive snart gode Venner.
Derpaa hviskede han et Par Ord i Øret paa Fru Høckinn, hvorved hun syntes truffen af en Lynstraale.
Manden. Kun rolig, rolig, kjære Moder. Nu, ikke sandt, I under mig et Øjebliks Samtale under fire Øjne? Gaa ud, mit vakre Barn; gaa ud, til vi kalde paa Dig.
Regine stirrede med store Øjne paa den underlige Fremmede; men da hendes Moder gav hende et Vink, bortfjernede hun sig, skjønt langsomt og mistroisk. Ængstligt slog det lille Hjerte i Nattens øde Stilhed, og med ethvert ensomt Minut vorte hendes Angst. Allerede drev den hende, tvertimod Forbudet, til Stuedøren, da et knagende Fodtrin lød ilende op ad den snævre Trappe. Regina traadte ud, og med inderlig Glæde modtog hun Budets Begjæring, at Fru Høckinn vilde strax komme til Margrethe von Schwaben. Nu kunde hun da afbryde den besynderlige Samtale imellem Moderen og den Fremmede. Da kom allerede Anna ilfærdig med Lygten i Haanden, svarede selv Budet Ja, og hviskede til Regina, idet hun trippede afsted: „Gaa ind til den Fremmede, giv ham hvad han forlanger, og sæt frem for ham den Krukke Rhinskvin, som vi fik igaar fra Fru Altermanninn.“
„Er det hendes Alvor, at jeg skal gaa alene ind til en ubekjendt Mand?“ spurgte Regina sig selv, og trykkede ikke uden indvortes Kamp Klinken op.
„Er Du der, gode Barn!“ sagde venlig den Fremmede, og strøg den Indtrædende under Hagen. „Du skjælver, vær ikke bange; din Moder ved nok, i hvis Hænder hun betror Dig. Skynd Dig nu at bringe mig din afdøde Faders Kisteklæder; der har du Nøglen, din Moder gav mig den.“
