underlige Figurer prydet Bord, snart kastede Ved i Kaminen, medens Moderen aandede paa de frosne Blyruder og stirrede urolig ud paa Gaden, trak i sit Tørklæde og ordnede Fløjelshætten og de store Læderhandsker, som om hun hvert Øjeblik skulde afsted.
Regina. Men, kjære Moder, den ene af dem har jo lige saa me gen Ret til eders Hjælp som den anden. Anna. Ia dersom jeg kunde hjælpe begge to paa engang. Men jeg har kun to Hænder. Ogsaa maa jeg sige Dig, det var mig kjært, at jeg først fik Bud fra Wolfgangs Kone. Det er en ærlig Slægt, om ogsaa ikke saa velbyrdig og gammel som Heinrich von Schwabens.
Regina. Forfærdelige Had imellem to saa ædle Familjer! Hvor langt kan dog Ærgjerrighed og Hovmod føre!
Anna. Hm, Hm, Barn! derom var meget at sige. Jeg ved kun lidet derom, og det er ikke min Maade at fortælle. Men har Du aldrig hørt, at Fru Magrethe von Schwaben var forlovet med Wolfgang.
Regina. Nej, det har jeg ikke vidst.
Anna. Jo vist, og det som mere er, Birgithe von Wahlenberg var Heinrichs Brud, førend hun tænkte paa at Wolfgang von Ruderglimm skulde blive hendes Husbonde.
Regina. Og saa byttede Ridderne sine Brude?
Anna. Ja, dermed gik det underligt til. Imedens Wolfgang tjente i Kejser Carls Hær, laa Ridder Heinrich hjemme et helt Aar af et farligt Saar. Der omgikkes han nu daglig den dejlige Margrethe, Wolfgangs Kjæreste. Hans gode Birgithe var langt borte, og det lod ikke, som han længtes efter hende. Nu, tørt Straa brænder let, og hvad for Øjne staar, til Hjerte gaar. Uden at bryde sig om Skam og Eftertale forlovede de sig sammen, og alting var offentligt, førend endnu enten Wolfgang eller Birgithe vidste en Smule derom. Nu kan du tænke, hvorledes Ruderglimm foer frem, og med ham Birgithe von Wahlenbergs Frænder. Wolfgang fordrede Heinrich paa Liv og Død, og tre Gange bar man dem forblødte og halvdøde fra Kamppladsen. Endelig lagde Carl sig derimellem og satte Æres Fortabelse over dem, dersom de ikke holdt op at staa hinanden efter Livet.
Regina. Hvorledes gik det til, at Wolfgang tog Birgithe?
