„Silvestro, del dine Vaaben med denne Herre og følg ham hjem.“ — „Regine“, sagde jeg ved Afskeden, „ved De, hvad der alene kan redde Deres Rygte og mit Liv? Tillad mig at indvie Lamas i Deres Begivenheder; han har, tykkes mig, Fordring derpaa, og vi skulle da have en Ven mere.“
„De har vel Ret, August; gjør det, og finder De ham, som han bør, saa tag ham med Dem i Aften.“
Jeg gik ubevæbnet til Lamas og lod mig melde. Spanieren saa med fornærmelig Kulde paa mig, og forsikrede, at han var færdig til at tage og give enhver Fyldestgjørelse.
„Vel, Sennor, saa før mig ind i Deres Kabinet, og bestil Frokost.“ Han saa forundret paa mig, men opfyldte forventningsfuld mit Forlangende. Jeg udbad mig kun endnu, at han rolig vilde høre mig, og tillade mig at udtrykke mig paa Fransk. Min Beretning om Regines Skjæbne var tilende. Lamas havde i Førstningen siddet ubevægelig og hørt til; stundom greb han min Haand, stundom svulmede en ædel Taare i det store, mørke Øje. Imod Slutningen var han sprungen op og skred med lange, hurtige Skridt hen over Gulvet.
„Monsieur!“ sagde han ude af sig selv i en Blanding af Fransk og Spansk; „Monsieur! De har givet mig Satisfaktion. Paa Regine skal jeg hevne mig, — o sødt, stolt skal jeg hevne mig. Der er min Haand, vi ere Venner. O Monsieur! jeg skal hevne mig saaledes, som det anstaar ikke Kavalieren men Mennesket. Som en Kristen skal jeg hevne mig. Gaa, gaa! Naar De ser Demoiselle Palin — d’Antour vilde jeg sige — saa hils hende fra mig. Jeg maa rejse, endnu i Dag. Om nogle Uger ser de mig igjen, og — jeg haaber det — med Glæde. O, hvorfor sagde hun mig ikke Alting.“ — Et bange Haab gjennemflammede mig; jeg vilde vide — men han skød mig til Døren og bad mig ikke sætte Regine i ny Uro.
O, han kom igjen, den ædle Lamas! Og ved hans Side den gamle, værdige d’Antour, og en himmelsk Fred dalede ned over de Lykkelige. Ogsaa Lamas og jeg vare lykkelige.
„August var uskyldig, min Regine!“ sagde den Gamle sagte og med skjælvende Stemme. I Døden overgav han mig til Fabien, sin tro
