huset, gav han med Glæde sit Minde til at Anton modtog et fordelagtigt Tilbud fra sin Universitetsven, Grev Rosenholm, at gjøre Følge paa en videnskabelig Rejse til Italien, Grækenland og Orienten. Rosenholm tilbød ham fri Rejse; men Falster, som ikke vilde vide sin Søn afhængig, udstyrede ham rigeligt, og saaledes forlod han efter et halvaarigt Ophold i Norge atter sin Familie, ledsaget af de varmeste Ønsker og Velsignelser. At disse to modne Ynglinge rejste som Mænd, viste Antons rige, skjønne Breve, og Falster rystede altid smilende paa Hovedet, naar hans gamle Fuldmægtig i de senere vanskelige Handelsaar betænkelig raadede ham til at formindske de store Remisser! Madame Falster var en Kone, der i enhver Henseende fortjente at besidde en saa elskværdig Mand, og hendes stille, huslige Virksomhed, den fortræffelige Opdragelse, hun havde givet sin eneste Datter og den fader- og moderløse Mina, tildrog sig Alles Beundring. Rikke og Mina vare, hvad Aand og Hjerte angik, et sandt Søsterpar; huldt opvoxne i den skjønne Natur, tæt udenfor en af Norges mest kultiverede Stæder, skjønne som Naturens fagreste Blomst, omfattede de hinanden med den inderligste Kjærlighed. Anton var efter sit Ophold hjemme, førend han tiltraadte Rejsen, bleven et nyt Baand imellem Pigerne; thi i de stille, fortrolige Timer, naar Rikke strømmede over i Lovtaler over den næsten tilbedte Broder, dulgte ikke Mina for hende, at hun elskede den skjønne, talentfulde Yngling; og Rikke betroede hende ethvert betydningsfuldt Ord af Antons Mund, naar han havde talt om Mina; han skulde og maatte elske Mina; derom var ingen Tvivl. Ethvert af hans Breve bekræftede ogsaa denne Mening; thi i intet af dem var hun glemt, og selv det korteste og skyndsomste indeholdt et Par Linjer til hende. Begge de Gamle saa med Glæde denne Tilbøjelighed fremspire. „Mina vil engang blive en Kone, som Du er, min Anne“, sagde Falster ofte, og trykkede sin Kones Haand. „Og Anton bliver en Mand og Fader som Du, Gamle“; svarede den gode Moder og kyssede Falster ømt paa Panden. „Det skulde gjøre mig ondt, om Anton lod sig fængsle af nogen fremmed Pige“, lagde hun saa til; „thi tro mig, Minas Hjerte hænger ved ham.“ „Det har ingen Nød“, mente Faderen.
Nu vare da Adskillelsens Aar forløbne. Skjælvende af Fryd læste
