Hopp til innhold

Side:Mauritz Hansens Noveller og Fortællinger 2.pdf/108

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Retfærdigheden af denne Opstand, og forsvarede August med en Varme, der tit bragte Faderen ud af sig selv. Da faldt haarde Ord paa begge Sider, og naar ikke den indre, bedre Følelse havde trukket deres Hjerter til hinanden, skulde det usaligste Had været oprundet imellem begge.

D’Antour arbejdede bestandig i Forbindelse med de øvrige Rojalister snart skriftligt, snart i Sammenkomster, men altid med ringere Forhaabninger. Rædselsperioden svang sin blodrøde Fakkel over Frankrigs Nat, og Dødsstille udbredte sig over Optimaterne, stundom afbrudt ved Guillotiners tunge Fald og ved de Fortvivledes Forbandelser. En Dag stod Regine tankefuld ved Vinduet. En Betler vinkede med Øjnene. Hun traadte ud; han stak hende en Billet i Haanden og forsvandt.

„Red Dem og Deres Datter endnu i Nat. Bondedragter for Dem begge og for Palin ligge i Buskene ved Havemuren. Drag ned ad imod Grændserne, sky Stæder og Landsbyer, sy Penge og Kostbarheder ind i Klæderne, i Lommerne findes Passer.“

„O, hvorfor er ikke dette din Haand, August!“ sagde Regine mere bedrøvet end forskrækket. Thi paa Flugt som paa Død havde hun længe været fattet; kun vilde d’Antour endnu altid bie.

„O, har jeg været forblindet og syndet imod Dig og imod Gud“, sagde hun, idet hun løb i Faderens Arme, „saa tilgiv mig, og lad mig fra nu af ganske være din Datter! se der, Fader, vi maa fly. Betænk Dig ikke; kom Palin, lad os lægge Haand paa Verket. Fader! lad mig dø eller leve for eller med Dig!“

Dette Optrin var alt for rørende og saligt til at levne Plads for Bekymring og Sorg. Ved Midnat vandrede de alle Tre, ogsaa Regine iført Mandsdragt, som Bønder hen ad Landevejen. Det var en tung og farlig Gang. Ofte tabte de to Mænd Modet; kun Regine kunde ikke tabe det; thi hun behøvede det alt længe ikke mere for sig selv men for Faderen og den tro Ven, og hun levede op midt under Fare og Besværlighed ved den Tanke, at hun gjorde Bod og igjen var Datter. Hun skaffede Levnetsmidler, reddede dem ved List og Aandsnærværelse mere end en Gang.

„Gud lønne Dem, Mademoiselle“, hviskede Palin ofte; „eller rettere