vende i Huset. Hvad kan være hændt Dig. Jeg skjælver for denne Uvished, for Muligheden af — o Sandsynligheden af at din Gang er røbet. Herfra viger jeg ikke, førend enten Du kommer, eller man finder mig; jeg har allerede slaaet Ruden ud til din Faders Kontor, og erklærer at jeg har røvet disse Papirer. Vær rolig! Røb Intet; — o maatte kun min Advarsel ej være for sen! Maaske i dette Øjeblik din Faders Harme — jeg kan ikke holde Blyanten. Vær rolig for mig. Da jeg gik herhen var jeg forberedt paa at blive overrasket. Mine Kammerater ville sætte mig i Frihed. Vær rolig! Tab ikke din ædle Sjælsstorhed. Jeg ved ikke, men jeg tror, den Dag er ikke langt borte, da under hede Blodstrømme Frihedens Palme skal opspire af Frankrigs Jord. Det koster, Pige — men et dyrebart Træ maa dyrebart gjødes! — Man ser mig — Palin maaske, eller o Gud, tør jeg betro Palin dette! —“
Som naar den tordensvangre Luft kvælende har hvilet over den gispende Jord, og med Et et stort, forfærdeligt Tordenskrald bragende ruller sine Kartover, og derpaa under en voldsom Skylregn et nyt Aandedrag gjengives Naturen — saaledes Regines Sjæl.
„O Gud, jeg takker dig!“ udbrød hun endelig, stod op og klædte sig rolig paa. Stille og blid gik hun ned til Faderen, som bekymret og glad overraskedes ved atter at se hende paaklædt. Aftenen hengled temmelig venlig; thi d’Antour vovede ikke at omtale Noget, der kunde sætte Regine i Uro, søgte tvertimod at tale om ligegyldige Ting, eller, naar han saa hendes blege Kinder, at indgive hende Mod og det Haab, at endnu Alt vilde gaa godt. Han nævnede ikke August eller de borttagne Papirer. Imidlertid kunde det ikke fejle, at Regine alt mere og mere dagligen græmmede sig og hentæredes. August var virkelig ved et Overfald af sine Kammerater befriet og i Sikkerhed, — hvor, vidste Ingen. Men Angst for ham, for Faderen og mere end Alt, Følelsen af den uværdige forstilte Rolle, hun maatte spille, og Synet af den strenge Palin, der snart bebrejdende, snart medlidende kastede gjennemtrængende Blik paa hende, — Alt dette pressede med Centnervegt hendes stolte Sjæl. For kun nogenledes at retfærdiggjøre sig for sig selv, ytrede hun igjen med rolig Kulde sine i dette Hus saa forhadte Begreber om
