Planer til at modarbejde den rasende Strøm. Kongens Henrettelse bragte Forvirringen til det Højeste. August var den Første, der bragte Regine Efterretningen derom. Hun blegnede.
„Regine!“ raabte den sværmende Borger; „hvorfor bliver Du bleg? Dette Skridt var nødvendigt. Hvorledes kan Mennesket være selvstændigt, naar fremmede Lænker tynge ham. Fat Dig og glæd Dig, eller jeg maa skamme mig over Dig. Hvad Magt ligger der paa dette Menneske, hvad Magt ligger der paa Dig og mig — naar det gjælder om Nationens Frelse og den gode Sag! Tro ikke, egennyttige Hensigter bestemme min Tænkemaade; ogsaa Dig er jeg beredt til at frasige mig, naar min Pligt skulde fordre det, kun den Overbevisning gjør mig værdig til at besidde dit Hjerte og engang — hvis det er muligt — torde kalde Dig min.“ — Hans Øje glødede, han pressede hendes Hænder imod sit Bryst. Derpaa rev han Nationalkokarden op af sin Lomme, gav hende den og Hatten og bød hende hefte den paa.
„Nu vel da, August: jeg ser Afgrunden aaben. Du eller min Fader, Frihed eller Undertrykkelse. Hvo der gaar under, Tabet bliver mit. Nu ser jeg det; men jeg skjælver ikke. At blive lykkelig er umuligt, men selvstændig skal Du finde mig. Jeg ved, hvad denne Kokarde betyder; Du kan ikke længere være her. Du iler for at forene Dig med de kjæmpende Skarer, der svinge Sværdet over vore Hoveder. Gaa, gaa! Gud ledsage dig!“ — Under brændende Taarer omfavnede hun sin Elskede, og med forunderligt stridende Følelser gik hun ind til Faderen, der sad med Armene overkors og stirrede hen for sig.
„Ved Du det, Regine, ved Du Kongemordet?“ raabte han hult.
„Jeg ved det“, svarede hun, og greben af Medlidenhed og datterlig Kjærlighed kastede hun sig om hans Hals.
„O, vær min gode Datter!“ raabte han, „understøt mig i min Kummer. Der ser Du, hvorhen de føre, de forvildende, rasende Begreber om Naturstand og Frihed, som Du saa tidt har krænket mig ved at fremføre; der ser Du det, Pige. O Du ved ikke, hvor vidt det endnu Alt sammen vil gaa. Sandelig jeg siger Dig, Brødre skulle fælde Brødre, og Faderen skal ikke vove at betro sig til sin Datters Favntag!“ Ved de sidste Ord trykkede han Regine inderligere til sig, som for at sige: „det vil
