August, og med den Retning hendes Begreber fik, kunde det ikke fejle, at hun ofte drømte sig den inderligste Forbindelse med Betlersønnen.
Ved hendes Tilbagekomst til det faderlige Hus var hendes andet Spørgsmaal: „Hvor er August?“ — Man kaldte, og en Lakej traadte ind i hendes Faders Livree. Det var August. Han bukkede stum og besvarede — vel med Anstand og med en vis Varme, men ganske i den Tone, der sømmede sig hans Stilling — Regines inderlige Hilsen. Da han var gaaen ud, sagde Regine til Faderen:
„Jeg havde ikke troet, at min Barndoms Legekammerat skulde bære Snorer; aldrig har denne fornedrende Dragt forekommet mig modbydeligere.“
„Du er min gode Datter“, svarede Faderen føjelig; „men fra i Dag af er August din Tjener, og jeg skal lade ham give andre Klæder.“ Regine takkede med barnlig Glæde, og August var ude af sig selv over sin Lykke. Denne unge Mand forbandt med et lykkeligt Udvortes en god, for hans Stilling endog uddannet Forstand og en fyrig Indbildningskraft. De allerede gjærende revolutionære Ideer havde kort Tid i Forvejen grebet ham, og han var netop i Begreb med at ombytte sin afhængige Stilling med en mere nøjsom, men fri. Fra dette Øjeblik af elskede han sin Stand; Taknemmelighed og desværre snart endnu inderligere Baand fængslede ham til Regine. Hvorledes deres Forhold i et Par Aar forandredes og gik over til en hemmelig Kjærlighedsforstaaelse, har jeg ingen nøjere Kundskab om; men saa meget er vist, at den opvaagnende Frihedslyst, der besjælede de lavere Klasser, paa den ene Side igjennem August virkede lige saa meget paa Regine, som hendes Grundsætninger paa den anden Side opflammede Augusts Selvstændighedsfølelse, — og begge drømte søde Drømme om et lykkeligt Borgerliv i det frie Frankrig.
Fare og Trængsel tiltog overalt, og saa meget end Regine i Førstningen hoverede i sit Hjerte, ja mangen Gang ved enkelte Udbrud opbragte den bekymrede Fader, i hvis Sjæl Had og Forbitrelse kjæmpede med den frygteligste Angst for Fremtiden, saa begyndte dog denne Angst ogsaa snart at faa Rum i hendes Hjerte. D’Antour drog sig tilbage paa sine Godser med sit hele Hus, og lagde i Forening med Nabo-Adelen,
