Verden, hvori hun i sit syttende Aar, beriget med sjeldne, tildels ukvindelige Kundskaber, fremtraadte. Med Bestyrtelse mærkede Faderen strax, hvor ganske Regine satte sig ud over, ja foragtede Forhold og Indretninger, der vare ham hellige. I Stedet for at undersøge Grunden til Regines Tænkemaade, ansaa han den som Følge af den klosterlige Uvidenhed, og forsøgte, ved at føre den elskede Datter ret ind i Verden, at give hende rigtigere Begreber; men da ogsaa hendes Væsen stedse antog en ubøjeligere, stolt Karakteer, greb han til et fortvivlet Middel, til en Strenghed, der ikke kom fra hans Hjerte, og som endog just derfor, fordi den skjulte den ømmeste, bekymrede Kjærlighed, antog en forhadt Skikkelse.
Forholdet imellem Fader og Datter blev stedse fjernere, uagtet begges gode Hjerter ofte stræbte at flyde sammen over de fremmede Skranker, de tildels selv havde sat sig. Ved denne Tid fornyede Regine et Bekjendtskab fra sin tidlige Barndom, og vi maa gaa tilbage til den Tid, da det blev knyttet. — En Aften stod den lille Regine alene paa Trappen udenfor sin Faders Hus i Paris; — Gouvernanten havde uheldigvis forladt hende for at hente Noget. Barnet bliver opmærksom paa en Hund eller deslige, og tripper ud i den folkerige Gade. Pludselig griber en stor, stærk Mand hendes Haand og drager hende hurtigt ind i Folkevrimmelen. Hun skriger, men han iler fort, bøjer af i en Sidegade og er allerede udenfor Porten. Hvad hans Hensigt var med at røve Barnet, eller hvem det egentlig har været, blev ikke opdaget. En Betlerdreng paa omtrent 14 Aar har seet Handlingen, har grebet et stort Vedstykke og indhenter Røveren. Ved et djervt Hug med Brændet styrter han Manden til Jorden, griber Barnet, som grædende klynger sig til ham, og iler med det til Porten. Røveren styrter efter, men Drengen har allerede raabt Vagten an, og han smører Hæle. Hvor stor Bestyrtelsen var i d’Antours Hus, og med hvilken Glæde Faderen atter omfavnede det fundne Barn og dets raske Befrier, kan Enhver forestille sig. August blev fra dette Øjeblik i Huset og behandledes mere som Barn end som Tjener. Det inderligste Barnevenskab knyttedes imellem begge, og med bitre Taarer toge de Afsked, da Regine skulde til Klosteret. Ogsaa her erindrede hun sig med Varme den gode, aabne, fyrige
