Pigerne; de have altid været mig gunstige.“ Othar saa paa Dvergen og kunde ikke bare sig for at smile tørt.
„Ja, ja, Du ser paa mig og ler; men ved Du hvad (med paatagen Alvorlighed), det kan komme Dig dyrt at staa; jeg kunde faa Lyst at hevne mig og snappe Ida fra Dig.“ Othar lo oprømt, og lidt efter lidt blev han glad i sin gamle Legebroder. Han lod Mad og Vin sætte frem, og Uller fortalte, medens han satte dygtigt tillivs, om sin Afsked fra Valrun, — om Synar og Thora, der begge levede vel, om sine Eventyr, og om sin Lykke hos Pigerne. Othar var hjerteglad over den gode Efterretning om Synar, og troede for Resten, hvad han vilde, af den snaksomme Ullers Fortællinger.
„Du er bleven meget forandret, Uller.“
„I Sind eller Skind?“ spurgte denne og besaa sig fra øverst tilnederst.
„Du er bleven lystig“, sagde Othar. — „O, min Ven, jeg lever ogsaa i en lystig Verden. Hvad har jeg bedre at gjøre, end lee? Overalt ere Menneskene morsomme, og naar jeg kjeder mig, tager jeg strax Fod i Haand. Det er et Slaraffenliv at være Skald.“
„Jeg faar da see, hvor længe vi kunne binde Dig her hos os, Du Trækfugl“, sagde Othar venlig, og i det samme kom Ida ind i Borgsalen. Hun hilsede kort den lille Pusling, og drejede sig hurtig om til Othar, for at skjule for Dvergen den uvilkaarlige Latter, hvortil hans besynderlige Udseende bragte hende. Men Uller blev lige med Et maalløs, da han saa Pigen, og i en underlig Bevægelse stemte han sin Harpe.
Saa fjern og saa nær
Jeg Eder er;
En underlig Kjæde vi Alle bær;
Den forer i Grav
Eller ud deraf,
I Muld eller lysen Himmel.
Paa Bølgen den blaa,
Paa Stien, der snor sig om Klippen graa,
Springer Kjæden ej;
