Efter at Alle havde nydt Herrens Maaltid, sluttedes Forsamlingen, og den nye Ridder indtog sin Plads ved Harthurs Side paa Bænken i Borghallen, hvor den gamle Vin brusede i Bægerne. Alle vare oprømte og glade. Kun Othar sad der i en Stemning, som var alt for høj for dette Selskab.
„Du er tankefuld, min Broder!“ hviskede Harthur.
Othar rødmede: „Sig mig Kjære! hvem var den Jomfru, der omvandt mig Sverdet, eller var det et Syn, som kun jeg fornam?“ Da lo Harthur overlydt.
„Du er en underlig Mand med dine Syner. Jo vel saa jeg dette Syn; jeg har selv bragt det istand. Du kan tidt faa det at see. Men nu maa Du fængsle din Utaalmodighed en Smule; thi dette Selskab er ikke for unge Piger. Nu! har vi ingen Sang?“ Da begyndte Nogle ved den anden Ende af Bordet denne Drikkesang, og Resten stemte i med.
Saa liflig og blank,
Paa Bunden vinker
En Yngling rank.
Han heder Glæde,
Druernes Gud;
Tungen at væde
Er Glædens Bud.
En Smaadreng glad;
Bægerne tømmer
I festlig Rad!
Frihed han heder
Den unge Gud;
Utvungne Sæder
Er Friheds Bud.
Paa Bægerets Bund,
Hurtig han iler
Over klare Grund.
Skald vi ham nævne
