lige. Men sejrende traadte Harthurs Hær i Kreds om Højen, og Harthur selv red op til dem.
„Der, min kjære Herre“, mælede Othar, „der har Du en Gave for din Godhed imod mig. Og I, Herr Alfried, vredes ikke, at I blev overvunden af en ung Mand, som mig. Jeg er vel ikke Ridder, men dog af Ridderbyrd.“
„Det er og ikke Ridderslaget men Daad, som skal betegne Manden“, sagde Harthur og omfavnede glad sin kjære Othar. „Du har idag taget Æren rent bort fra mig selv og Mine“, vedblev han; „men Saadant tilgiver jeg hel gjerne. Men Du min Frænde, hvad har Du nu fortjent af mig?“
Alfried saa ned for sig og taug.
„Derom kan vi afhandle siden, nu er det Tid at komme til Rolighed.“
Imidlertid havde Alfrieds Hær, som mest bestod af Lejesvende, lidt efter lidt trukket sig bort. De Faa, som bleve tilbage, maatte afgive sine Vaaben og marschere under Bedækning. Men Harthur og Othar rede i Spidsen for den glade Hær, der ikke nok kunde lovprise den unge Helt. De droge nu ind paa den store Borg Arnspa, hvor Alfried havde hersket saa længe. Med megen Glæde blev den retmæssige Ejer modtagen og hyldet af de gamle Borgfolk. Alfried og enhver af de øvrige Fanger blev anvist Kvarteer — Øl og Vin uddelt til Krigerne, og saaledes forløb den ganske Dag til langt ud paa Natten. Da kaldte Harthur paa Othar, takkede ham i Enrum endnu engang for hans tapre Gjerning, og lovede ham Dagen derpaa en herlig Belønning. Saa skiltes de ad.
Da Othar stod ved sin Kammerdør, kom Herman efter ham, slog ham paa Skulderen og sagde halv spottende:
„Nu er Du vel fornøjet, Othar?“ Othar var for første Gang fortrydelig over den gamle Herman, viste ham kort af, og gik til Hvile.
Næste Morgen, endnu før Nogen var oppe, gik Ridder Harthur ned i Borgfængslet til Alfried. Denne var skamfuld og ydmyget. Men Harthur talte ham venligt til, gav ham en stor Sum Penge og en Vadsæk, som han Aftenen før havde ladet fylde med Vin og Fødevarer.
