De Vinde springe,
Og Baaden i en Hast
Sig snor i Ringe;
Den Smaa saa bange er,
Han staar saa ene der;
Det er saa koldt derude
De vilde Vinde tude,
Og ingen Hjælp er nær.
Harpen taug. En Raslen lød i Krattet og tabte sig alt fjernere. Men Othar græd bitterlig. Han tænkte sig selv i Barnets Skikkelse paa den enlige Snekke; han havde intet Hjem, ingen Havn i Livet, ingen Ven. En gyselig, hemmelighedsfuld Haand syntes stedse at gribe ind i hans Liv; og nu var ved Hermans mørke Tvivl de sidste Lys udslukkede paa hans Vandring.
Imidlertid var alt blevet virksomt og levende paa Harthurs Borg. Fienden havde ladt sig see, for at udrydde den tapre Hær, medens den endnu kun bestod af saa Faa. Alfried, langt ude beslægtet med Harthur, havde i dennes Mindreaarighed paa underfundig Maade ranet hans bedste Godser og Borge. Neppe havde han erfaret, at den unge Harthur, der i Kejserens Tjeneste havde vundet Navn og Rigdomme, nu nærmede sig Arnspa med væbnet Haand, før han samlede al sin Styrke og gjorde sig færdig til Modstand. Da han erfor, at Ridderen ventede paa Undsætning, besluttede han nu i Nattens Mørke at overrumple ham. Men Harthur og hans tapre Skare lod sig ikke overrumple. Da Solen randt op over Horisonten, lød Krigstrompeten og Bannere vajede. Harthur savnede strax sin kjære Othar, som under hans Vejledning skulde indsamle de første Krigslaurbær. Man spurgte overalt efter Ynglingen, men Ingen havde seet ham; kun Herman kunde maaskee have givet nogen Underretning om ham; men Herman blev ikke spurgt.
Othar, som Intet vidste om den luende Krigsfakkel, vandrede endnu i Morgensolen uvis om i Skoven; dog nærmede han sig den Egn, hvor Slottet laa. Da sprængte to Ryttere frem, og da de saa Othar, standsede de og spurgte: Tjener Du Harthur? Paa Svaret Ja! befalede de ham at overgive sig; men Othar styrtede uden Betænkning
