„Og om denne nu ikke fandtes der? Hvorledes anseer Du Verden? for et ubegribeligt, uendeligt Verk, sammensat af den evige Visdom, eller for et vildt Spil af modsatte Kræfter?“
„Min Mening er den første.“
„Vel! dette store, ufattelige Verk, der er sammensat af de mangfoldigste Fjedre og Drev, Hjul og Vegter, der, hvor Sandskornet selv maa være talt, at ikke et eneste skal standse den fra Evighed beregnede Gang, der, hvor Græshalmen, som bøjer sig under din Fod, har fra uendelige Tider faaet sin udsøgte Plads — forstaar Du mig, og vil Du modsige mig? —“
„Ak, Herman! saa skjønt og sandt har jeg aldrig tænkt mig den Uendeliges Verden.“
„Vel, i denne saa bestemte, saa udmaalte Verden, kan der den største, den vigtigste Del af Verket, Menneskets Vilkaar, være, jeg vil ikke sige overladt til sig selv, men kun i mindste Maade frit?“
„Ha, jeg forstaar Dig, Vise; men tilgiv mig: er ikke det just Guds Forsyn, at det frie Menneskes Daad og dens Følger ere afvejede, og at disse i Evighed udfolde sig efter den store Plan?“
„Og er da ikke dette en kunstig Modsigelse, Othar? Hvad er det andet, end at Hjulet i et Uhr vil tale om Frihed, fordi det drejer sig efter sin medfødte Natur.“
„Og føler jeg da ikke Kraft i mig, til selv at vælge mellem Handlinger?“
„Saa synes det, men om det var et Blændverk? Hvorefter bestemmer Du Dig?“
„Efter Følelser og Grunde.“
„Rigtig, og den Følelse, den Grund, som er overvejende, den bestemmer Dig, ikke saaledes? Ja, om Du endog vil bevise, at Du af Egensind en Gang har handlet tvertimod alle Grunde, er da ikke dit Egensind den overvejende Aarsag? Og Othar! ogsaa Hjulet har flere Kræfter, en, der vil standse, en, der vil tilbagetrække, og en, der driver det fremad. Saa vist, som Alt maa have sin Plads, sit Løb, saa vist kan Du heller ikke løfte den højre Arm i Vejret for den venstre, uden
