drig glemme det; og er Legemet Aandens synlige Form, da maa det præge sig ogsaa i det udvortes Menneske. Selv i det muntre Ridderspil, der nu sysselsatte Othar, hver Gang Hæren hvilede, blandede sig stedse et Strøg af Alvor, som ofte gik over til mørkt Tungsind. Snart blev han vel forfaren i ridderlige Øvelser, og naar han stoltelig sad paa sin vældige Ganger, og med sikker Haand førte den brede Landse: saa lod det sig klart see, at han var af ædel Byrd. Imidlertid var Harthur ankommen til Arnspa, hans Fædreneborg, der nu var i en uretmæssig Voldsmands Hænder. Men da denne var meget mægtig, og Harthurs Hær vel havde kraftfulde Helte, uden Frygt og Dadel, men kun var liden, besluttede Ridderen at holde sig i Stilhed nogle Maaneder paa en liden Borg, som tilhørte ham, til han kunde faa Forstærkning. Dagen tilbragte Othar med Øvelser og lærerige Samtaler; men mod Aften sad han alene, nedsunken i Betragtninger, eller vandrede om i de nærliggende Skove, eller hørte paa den gamle Hermans Fortællinger. Denne var Harthurs Vaabendrager, der havde givet ham den kraftige Lægedrik, da han kom ud af Bjerget.
Herman var et af de Mennesker, som Naturen havde ødslet alle Gaver paa. Hans Sange tonede klare fra den gamle Læbe og indgøde en uimodstaaelig Ild i Ungdommens Bryst; hans Sjæl var beriget med dybe Indsigter i de forskjelligste Ting, og hans Arm var endnu stærk i Kampen, som for tyve Aar tilbage. Dertil besad han en indtagende Veltalenhed og et mildt, vennehuldt Væsen. Lignelsesvis kaldte man ham Nestor, efter den gamle græske Helt; selv taug han stille om sin Herkomst; men man saa nok, at han ikke var fød til at føre sin Herres Heste og Vaaben. Alle elskede og ærede den gamle Herman; kun Harthur syntes at fly ham, var haard og uvenlig imod ham, og gik mestendels bort, naar Ridderne formaaede ham til at synge. Herman beklagede sig aldrig; men det var klart, at Ridderens Mishag gik ham nær. Ogsaa Othar var bedrøvet over, at den gamle, blide Herman maatte lide den ædle Harthurs Mishag. Han søgte ofte at bringe denne til at forklare, hvad han havde imod Herman, men fik almindeligvis kun et kort Svar.
En Aften sværmede Othar, som sædvanlig, omkring i en nærlig-
