længer nogen ret Tro til, dels følte han en Feber i Kroppen, og ventede et langvarigt Sygeleje. Han gik da efter en fra hans Side temmelig kold Afsked op ad den lange, krumme Gang, og ilede ud af Taarndøren, alt det han kunde.
Da han kom henimod Hytten, blev han meget forundret; thi paa Sletten gik en stor Mængde staalklædte Mænd omkring og byggede smaa Huse af udspændt Lærred; Andre trak en Flok Heste til Vands, og midt imellem dem gik en stor Mand, prægtigen klædt i en straalende Rustning. Ved hans Side støttede sig Synar paa sin Stok, talte med ham under mange Taarer, og pegede paa Bjergkløften. Riddersmanden syntes meget bevæget. Nu ilede Othar frem og tog sin gamle, tro Plejefader i sine Arme. Det varede længe, før denne og den tililende Thora vilde tro, at han levede; men han fortalte, at han efter et kort Fald var kommen ned paa en blød Jordbund, ganske ubeskadiget, og havde strax opdaget en snæver Udgang, som førte ham ind i en Kratskov paa hin Side Fjeldet. Efter en lang Omvej om Bjerget var han saaledes lykkelig kommen tilbage. Synar rystede paa Hovedet, men Ridderen tog ham ved Haanden. „Den gamle Mand har fortalt meget Godt om Eder, unge Herre, og vist mig Eders Stamtavle. Vil I nu følge med mig, saa skal I oplæres efter Eders Byrd. Jeg er Ridder Harthur af Arnspa, og drager ud i en retfærdig Fejde for at gjenvinde mine fædrene Borge.“ Ynglingens Kind blussede, og han slog sin Haand med Glæde i Ridderens. „Men I er syg, Ungersvend“ vedblev hin og kaldte paa sin gamle Vaabendrager. Denne var vel forfaren saavel i Lægekunst som i Skaldskab, og gav ham et Kog af kraftige Urter.
Efter nogle Timer følte Othar sig fuldkommen frisk, og næste Dag drog han bort med Riddersmanden, efter en hjertelig Afsked med Synar og Thora, som begge gave ham den sidste Velsignelse med mange Taarer og Formaninger. Alt, hvad han saa paa Rejsen, var ham nyt og underholdende. Hans aabne, frygtløse og dog beskedne Væsen indtog Alle for ham, og endnu mere fængslede han den høje Harthur ved en vis alvorlig Dybde, der omsvævede hans skyldløse Aasyn. Hvo, der engang har seet enten i Begejstringens Stund Noget af det Hellige, eller i Jordens Favn det Spil, Mørket leger med Menneskene, han kan al-
