som disse. Længe stod han med underlig Bæven i sit Hjerte. Det var ikke den Art Fortvivlelse, der havde betaget ham i Valruns skinnende Gemakker; det var ham, som han stod for Adams Lig, Menneskeslægtens længst hendøde Fader. Endelig udbrød han i et Skrig, og det beklemte Bryst fik Luft. En Strøm af Taarer og lydelig Hulken var den ufrivillige Ytring af hans tilbagevendende Kræfter. Dog tabte han ikke Oldingen af Sigte; men denne sad uforandret. Da gik han atter nærmere og saa i Bogen. Nye og sære Skikkelser stode for ham. Midt paa Bladet blev han var en usigelig dejlig Kvinde, og nedenfor stod en Mand i en Vaabendragers Dragt, men hvis Træk vare ligesom udviskede af Papiret. Uafladelig stirrede han paa den skjønne Kvinde, og det var, som om en hellig Straale fra Billedet gød et svagt Haab i hans Sjæl. Ved hendes Fod laa en Harpe. Uvilkaarlig sukkede han: „o, var denne Harpe min!“ Længe stirrede han paa de underlige Ting, som stode imellem Billederne; men jo mere han saa derpaa, desto uroligere og mere forvildet blev han; dunkle, uforklarlige Anelser opvakte de i hans Bryst; saaledes drømmer Natten om den ufødte Dag. Da fattede han Mod til at gaa fra Lyset, indsugede endnu en Gang Trøst af det venlige Billede, og ravede uvis hen i Mørket. Hele Timer vandrede han fremad; det var atter, som Hvælvingens Mure undvege hans Trin. Da glimtede et Lys. En stor Jerndør stod halvaaben. Han gik igjennem den og — stod forbauset i Valruns Bolig. Uller sad bedrøvet paa en Bænk.
„Min Othar! hvorhen har Du forvildet Dig. Ve mig, naar Valrun kommer hjem, finder Dig her nede, og myrder Dig! Stakkels Uller er da alene!“
Saaledes klagede Dvergen og græd bitterligt. Men Othar blev bevæget af hans Kjærlighed, traadte frem og sagde: „Saa finder jeg Dig endelig Uller! Dette Slot har da ingen Ende“. Ullers Glæde var ubeskrivelig; men nu paastod Othar at ville komme op gjennem Ruinerne; thi hans Sjæl og Legem vare begge i et stormende Oprør. Uller vilde bestemme Stevne i Bjergtaarnet næste Dag, naar Valrun var kommen hjem, men Othar undgik at give noget Løfte; thi dels vare disse Eventyr blevne ham saa afskyelige, og Uller havde han ikke
