længer og længer ud, og Hvælvingen lejrede sig endelig i en umaadelig Afstand omkring ham. Alt var mørkt; alt fjernere og fjernere sad den døde Olding krumsluttet over sin Bog, omgiven af den blaa Lampelue. Da standsede Othar forundret; thi han stod ved Synars Hyttedør. Men Himmelen hvalte sig sorteblaa omkring ham, som forhen Muren, og Maanen med sin runde Skive kastede sine matte Straaler om sig, som før Lampen, og i dens Midte var endnu dunkelt at skue en gammel, krumbøjet Mand.
Othar bankede paa, og Synar indsluttede Ynglingen i sine skjælvende Arme. „Hvor har Du været min Søn? jeg har lidt meget for din Skyld. Sære Drømme have koglet for mine matte Øjne. Gud være lovet! Du er kommen tilbage; det er ikke ved din egen Hjælp, men ved hans, der er mægtig i de Svage. Ikke saa min Søn? — Gaa ud til gamle Thora; hun sidder i Gaarden og græder over Dig?“ — Saa løde Ordene fra den mildt bebrejdende Plejefader. Men Ynglingen ilede til den gamle tro Pige, og gik saa til sit Leje, hvor en lang og kvægende Søvn lagde sig styrkende om den udmattede Sjæl.
Først langt paa Dagen vaagnede Ynglingen igjen og saa sig mat omkring. Han rejste sig og tog fat paa sine Sysler; men til Ingenting havde han Rolighed. Mod Kveld satte han sig hen til Synar paa Bænken! „Fader! I maa fortælle mig igjen om mine Forældre, og hvorlunde I fandt mig“. „Gjerne min Søn!“ sagde den Gamle, satte Kruset paa Bordet, og begyndte at fortælle.
„Armand, en Ridder af høj Byrd, boede i Frankrige paa en mægtig Borg. Han var fra Ungdommen af vild og udsvævende; Guld og Gods var ham det kjæreste i Verden, hvorfor ogsaa al hans Higen og Tragten gik ud paa at forskaffe det. Hans Fader skal have boet her i Nærheden af denne Hytte. Det var en gammel klog Mand, der forstod Mere end Andre. I Bøger og ved Granskning havde han lært sin Visdom. Nogle sige og, at han i sin Ungdom havde været i Ægypterland og der ladet sig oplære i de Magers Visdom, dog ved man Intet tilvisse herom. Men under al sin Stræben efter Kunster og Magt over det Usynlige, skal han have forsømt Guds Kundskab, ja tidt hovmodet sig af, at han formaaede at hindre Guds Raad, da han kjendte
