lært ham om Gud og Frelseren, om de fromme Patriarker og de hellige Martyrer, og da han igjen vilde lære ham det, sad Uller med aabne Øjne og stirrede paa ham, og mærkede slet ikke paa det, han sagde. Tilsidst fornam og Othar, at han ikke talte om disse Ting, men blot tænkte paa dem, og at skjønt disse Tanker vare saa levende hos ham, at han troede, han udtrykte dem, mægtede Tungen dog ej at nævne et eneste af de hellige Navne. Han sprang forfærdet op; men Uller, som i det samme rejste sig, omfavnede ham kjærligt og sagde: „Jeg kan vel vide, hvad Du grunder paa; lad saadanne Tanker fare her; de maa vel ikke høre hjemme under Jorden; thi jeg har selv mærket, at hver Gang jeg vilde erindre mig, hvad Du havde lært mig der oppe, stod det for mig som i en Taage“. „Det er Bjergluften, som trykker os om Hjertet“, sagde Othar for at berolige sig; men han var dog ilde tilmode. „Endnu har Du ikke vist mig Valruns Skaktavl“. „Nej, thi det er sent, og Du trænger til Hvile“. Skjønt i Slottet var ingen Afvexling af Nat og Dag, vidste de dog nøje Tiden; thi det store Ur rungede over den hele Bygning ved hver Time. Othar laa paa Silketepper ved Ullers Side, men slumrede ikke rolig som denne. Hans Sjæl var bestormet af Frygt og Længsel efter at komme op i det Frie. Han forestillede sig snart Valrun, den frygtelige Valrun —, og tænkte snart igjen paa den gode Synars og hans gamle Husholderskes Angst for hans Skyld. I det samme rejste Uller sig i Søvne, greb om ham og sagde: „min skal Du være, Hjertens Broder!“ skar i det samme Tænder og fordrejede skrækkelig de stygge Træk. Forfærdet rev Othar sig løs, sprang op og stirrede paa den Sovende. Men jo længer han betragtede ham, desto mere steg hans Angst. Ullers Ansigt forekom ham at ligne et andet, og efter at han længe havde stirret, syntes han paa engang under det fordrejede, stygge Dvergeansigt at gjenfinde sine egne Træk. Ingenting er frygteligere end at sidde ene ved en Sovendes Leje, naar han alt i vaagen Tilstand er os fremmed og ubegribelig. Thi som Sjælens Tanker om Dagen præge sig i Ansigtet, saa fremskinne ved Nat i Søvnen end mere dens underlige Vilkaar, naar den færdes i de inderste Lønkammere med nye og sære Paafund. Derfor vovede den gode Othar ikke længer at blive hos ham, men vilde heller fordriste sig til
