sig saare over alt det, han saa. Det hele Slot var bygget af Saltkrystal, eller rettere udhugget deri, og da hver Lysstraale i den store Lampe brækkedes utallige Gange mod hvert eneste Saltkorn, saa var den hele Lysning ubeskrivelig, men tillige af en sær og rædsom Art, idet Flammerne altid glimtede uvisse for Øjnene og ligesom skjulte sig. Uller, som var opfød ved dette blændende Skjær, kunde ikke forstaa sin Vens Uro. Han førte ham nu ind i andre Værelser, alle byggede af Krystaller og med en Lampe i Midten, men nogle af blaat, rødt, grønt og endelig af sort Krystal. I alle disse Kamre stode Borde, belagte med underlige Figurer, som indgøde Othar en kold Skræk, skjønt han ej forstod deres Betydning. I et af dem hang en meget stor Harpe paa Væggen, udskaaren og kunstigen indlagt med kostelige Stene. „Denne Harpe er min“, sagde Uller med Glæde. „Kan Du da spille?“ spurgte Othar, og vilde løfte den ned. „Nej, men Valrun har lovet mig den om et Aar. Ja, min Othar, Du ved ikke hvor lykkelig jeg skal blive. Om et Aar slipper han mig ud fra sig og giver mig denne Harpe, der kan spilles af Enhver, uden at han behøver at lære. Med den skal jeg vandre omkring i tre Aar i alle Lande“. „Og jeg ved din Side“, udbrød Othar. „Ja det forstaar sig. Saa drage vi fra Borg til Borg, og jeg ernærer os med mit Spil“. „Nej, min Ven, Du drager om som Harpespiller, og jeg som Ridder; thi jeg er af Ridderbyrd“. Nu sværmede Ynglingerne glædedrukne i den lyse Fremtid, efter den Alders Vane. Som de nu havde siddet en rum Tid, rungede en stor Klokke i det Fjerne, ligesom en uhyre Stormklokke. Othar foer op, men Uller tog ham ved Haanden. „Det er Spisetid, Bordet er dækket“. Og nu trak han ham ind i en prægtig Sal, hvor et Marmorbord stod opdækket med de kosteligste Spiser og Drikke. Othar var vel i Førstningen ikke vel tilmode, men snart fulgte han sin Vens Exempel og lod sig Stegen og Vinen smage.
Ligesom det Kolossalske i en Billedstøtte bliver naturligt, naar alle Delene ere i samme Forhold, saaledes synes det Overnaturlige sædvanligt, naar enhver Scene er et lige stort Under; Othar vænnede sig til at ansee denne Trylleverden som sin egen, og Frygten forsvandt. Han fandt til sin store Fortrydelse, at Uller havde glemt alt det, han havde
