gen og Aften, kom Uller løs fra ham, og sneg sig igjennem en Gang, han havde opdaget, her op paa Jorden. Ellers sad han alene hos den gamle stygge Valrun og gjorde Brikker til Skaktavl. „Hvad er det?“ spurgte Othar. „Det skal jeg sige Dig“, svarede Uller; „det er et Spil, som Valrun spiller med sig selv den hele Dag. Han har et stort Bræt, større end denne Stue og tavlet som Loftet; derpaa sætter han en hel Del smaa Brikker, som jeg maa skjære til for ham, og disse Brikker flytter han frem og tilbage. Det er en kjedsommelig Leg, som han dog aldrig bliver kjed af.“ „Skulle vi ogsaa spille Tavl?“ spurgte Othar. „Jo vist! det forstaa vi ikke“, svarede Uller. „Han har lovet mig, at naar jeg bliver ældre, skal jeg lære det af ham, men det har jeg ingen Lyst til.“ „Hvorfor ikke?“ sagde Othar, som var meget nysgjerrig for at vide, hvorledes denne Leg kunde være. „Nej“, svarede Uller alvorlig, „det er en fæl Leg. Brikkerne see ud, som de vare levende, græde og jamre sig, og det er ligesom det gjorde ondt ved dem, naar han flytter dem. Sommetider kan han ikke faa en Brikke af Stedet med al sin Magt, skjønt de ere saa smaa som din Lillefinger. Da farer der Gnister omkring Brættet, og saa bliver Valrun bange, og tør ikke spille mere.“ „Hvad gjør han saa“, spurgte Othar begjærlig. „Han staar i dybe Tanker; men saa prøver han snart paa en, snart paa en anden Brikke, lige til nogle kunne flyttes, saa flytter han dem saa længe omkring, til de komme i Ring omkring den, der staar fast, og saa gaar den løs“. „Da er han vel glad“, sagde Othar. „O da griner han af Glæde, og ler, saa jeg bliver ganske forfærdet. Men nu maa jeg gaa igjen.“ „O bi“, raabte Othar, „Du maa fortælle mig mere.“ „En anden Gang“, sagde Uller og sprang ned igjen igjennem sit Hul. „Naar da?“ spurgte Othar. „Ja, det ved jeg ikke, men vi træffes vel.“ Aldrig før var Drengen borte, før Othars Frygt kom fordoblet tilbage. Han ilede bleg og skjælvende ned af Taarntrappen, Døren fløj paa de tunge Hængsler knagende i efter ham, og først, da han kom ved Synars Hyttedør, kom han igjen til sig selv. Sære Drømme fyldte siden om Natten hans Sind, og om Dagen kjæmpede skjælvende Rædsel med stedse stigende Længsel. Othars Stemning blev den gamle Synar paafaldende; han tilskrev den de vaagnende Puglingsfølelser, sendte Drengen oftere ud i det Frie, og holdt
