Othar af Bretagne.
Første Bog.
Nattesyn og Morgendrømme.
Det var en kold Vinterdag; skjønt Solen endnu stod højt paa Himmelen, kunde den døde Natur dog ej oplives ved dens Straaler. Thi det er ikke altid kun i Norden, at den barske Drot, Vinteren, rejser sin Throne, ligesom ej heller den rige Sommer stedse flyr de nordlige Lande. Nej, ogsaa i de sydligere Egne af Jorden finder Vinteren et Tilflugtssted paa og imellem de høje Fjeldrygge, i hvis Dale ere Moradser, omkrandsede af de sorte Naaleskove. Der udstrækker Drotten hel gjerne sit Isscepter, vel kun for faa Maaneder, men dog herskende mægtigt i disse. Det var en kold Vinterdag i det Bøhmiske, ikke mange Dagsrejser fra Wien; dog gik den unge Othar i sin lette Skindkjortel paa den blinkende Sne. Hans gule Lokker vare graa af Rimen, som Oldingens Skjæg; men han lo i sin Sundheds Kraft og glædede sig over det knagende Fodtrin. Med lette Trin ilede han hen over Sneskorpen igjennem den øde, mørke Furuskov. Jo længer han kom ind i Skoven, desto mørkere blev den, og desto ængstligere og gladere slog Drengens Hjerte. Det er en forunderlig Fornøjelse som den ængstlige Hjertebanken opvækker hos Ynglingen. Han føler sin Kraft og sit Mod i den Kamp, han kjæmper med Frygten. Dybest inde i Skoven laa en gammel, forfalden Borg, som i nogle Somre havde været Othars kjæreste Legeplads. Hans Plejefaders, den gamle Synars, Hytte laa tæt ved Skoven, og Othar behøvede kun en halv Time for at løbe frem og tilbage mellem sit Hjem og det gamle Slot; saaledes kaldte de omboende Bønder Ruinerne. Først naar Efteraaret kom med de lange, stormfulde Regnnætter og de korte, umilde Dage, tog han Afsked med sin Borg,
