En Moders Brev til sin Datter.
Min elskede Datter! Det er idag din fjortende Fødselsdag; fro og skyldfri ser Du Morgenrøden farve de østlige Aaser, — ogsaa dit Livs Morgenrøde smiler. Jeg skulde give Dig en Erindring paa denne Dag, min Sofie. Meget har jeg ikke; dog til en Smule Guld havde jeg vel Raad; men mit Hjerte siger mig, at ingen Gave vil blive min Datter saa gavnlig som disse Linjer, dem jeg i denne Nat nedskriver, skjønt jeg skriver dem under bitre Taarer, og Du aldrig vil læse dem uden Taarer. O, min unge Veninde, dit første Smil, da Du laa ved min Moderbarm, var min sødeste Trøst: hvor huldt ville ikke dine Taarer trøste mig, naar Du, som mit Hjertes eneste Fortrolige, kan græde ved mit Bryst!
Ja, ved disse Blade indvier jeg Dig i min hemmelige Kummer, i mine skjulte Lidelser. Vent ej at faa høre en besynderlig romantisk Fortælling; de største Undere, sagde min afdøde Fader efter en tydsk Skribent, ere ikke hine, der uforklarligen sammenlænke Begivenhederne, men det er Menneskets eget Hjerte med dets vilde Storme. At give nøje Agt paa dine Følelser har jeg tidligen lært Dig; hvorledes en sørgelig Erfaring har gjort mig denne Regel saa vigtig, skulle disse Blade sige Dig.
Du ved, min Fader var en velhavende Kjøbmand i Fred―d. Du ved ogsaa af mit Portræt, at disse hule, blege Kinder engang vare blomstrende og trinde. Dengang havde ingen Stormvind grebet i mit Hjertes Strenge og sønderrevet nogle, forstemt andre; jeg var munter og vidste at bruge de Evner, Gud havde givet mig, man ansaa mig for vittig og interessant. Det fejlede sagtens ikke paa dem, der sagde mig det, og at jeg ikke var vantro i denne Henseende, maa jeg ogsaa tilstaa
