ilede min Moder mig imøde, og tog mig hulkende i sine Arme. Min Fader fulgte efter og omfavnede os begge. Mine Forældre kunde længe ikke udtale et Ord. Mig bandt mine Tvivl og min Forbauselse Tungen. „Jeg ved, hvad der er foregaaet i din Sjæl, Theodor“, sagde endelig min Fader kjærlig; „ogsaa for Dig, min Søn, udslaar igjen Kjærlighedsrosen sine Blade!“ Min Moder gik med glade Taarer til Døren og kaldte paa Antonie. Pigen kom med en stille, vemodig Glæde hen imod mig, rakte mig Haanden og hviskede: „Vær glad, Broder Theodor, thi vore Forældre ere lykkelige.“ Jeg forstod Intet af Alt, hvad der foregik om mig; min Faders Ord løde som Gaader i min Sjæl. Da tog Moder Antonie ved Haanden og sagde uendelig blød: „Min Antonie! I dette Øjeblik løser sig den Hemmelighed fra mit Bryst, der i tretten Aar har slynget sig tæt sammen om vore Hjerter. I dette Øjeblik berøver jeg Dig en Moder, for saaledes at give Dig hende tilbage.“ Hun førte Antonie i mine Arme.
Det varede længe, førend vi kunde forstaa, hvorledes vor Skjæbne havde forandret sig. Nu blomstrer et Rosenbed omkring den lykkelige Familie; og saaledes ender jeg min Dagbog, Oswald.
Næste Uge rejse vi alle fire til Hovedstaden for at fremlægge for Regjeringen de nødvendige Papirer, der skulle oplyse den hele besynderlige Sammenhæng.
Min Antonie har læst Dagbogen; hun lægger i dette Øjeblik sit Hoved op imod min Skulder, og beder mig sende Dig dette Kys. Elskværdige, fortræffelige Pige, lykkelige Theodor!
Nu bliver der da ingen Rejse til Tydskland af for den blege, ulykkelige Theodor; han er saamænd væk, jeg ved ikke selv hvor. Men om et Par Aar kan det vel hænde, at en lykkelig ung Mand med sin blomstrende Kone træder ind til Dig og flyver om din Hals. Lev vel! Lev vel!
