samme hvad hun var, og hun hed naturligvis Madame Høyer. Indsluttet i sin dybe, ubeskrivelige Kummer sad hun i den ensomme Kahytte i et Skib, der skulde bringe den Forladte til hendes Fædreneland. Intet levende Væsen delte hendes Smerte, og ingen Taare lettede hendes Bryst. Da hørte hun udenfor Kahytten en Stønnen som af en Syg, og et Barns Jammerskrig. Hun traadte ud, og se, der laa paa Madrassen en dødelig syg Kone og et tre Aars Barn. Over den fremmede Kval glemte hun sin egen, og plejede den Syge Dag og Nat. Da Dødstimen nærmede sig, rejste den Lidende sig op, takkede sin Velgjørerinde med brudt Stemme, men pegede fortvivlet paa det forladte Barn. „Jeg er Pigens Moder, og hun skal blive mit Livs Trøst“, sagde min Moder med Inderlighed. Den Døende, der var Enke, uden Familie, uden Venner, overrakte med taknemmelige Taarer sit sovende Barn til den ædle Fremmede, og efterlod hende, foruden en Del Papirer, et Par ubetydelige Smykker. Min Moder kaldte Kapitainen og Styrmanden til Vidner ved det rørende Testamente, lod Alt optegne i deres Nærværelse, og lukkede Madame Le Bruns Øjne. Nu fattede hun den Beslutning, at tage den Dødes Navn og leve i Ensomhed for det eneste, der fra nu af gav Livet Værd i hendes Øjne: for Antonie.
Min Moder havde, ved at tage Antonies Tilnavn, saa ganske sat sig ind i en Moders Forhold til Barnet, at det næsten ikke mere faldt hende ind, at det var et Arvegods; endnu mindre lod hun den herligt fremvoxende Pige ane, at det ej var Naturens Baand, der forenede dem. Ofte havde min ædle Moder vel, siden Antonie blev voxen, troet at burde opdage hende Sandheden; men en naturlig Frygt for at bedrøve dem begge ved at opdage en saa uskyldig Hemmelighed — tilsluttede altid hendes Læber! Hun havde vistnok taget den med sig i Graven, var ikke den lykkeligste af alle Begivenheder indtruffen.
O, Du kjære Oswald! Jeg vil ikke beskrive min Lykke; den har saa voldsomt grebet mig midt i min haabløse Tilstand. Du deler den, Du føler den. Du behøver ikke de matte Ord, for at gjøre Dig Forestilling om, hvilken Sjælehenrykkelse, hvilken stille Jubel, der gjennembæver os Alle.
Da jeg i Forgaars dødbleg og halv afmægtig traadte ind ad Døren,
