Stenland“, uden at kunne tage os i sin Protektion. Jeg bliver ordentlig lystig af Ærgrelse.
Ak, Oswald! Det er nok ikke Tid at ærgre sig, men at sørge. Hvilken Scene er allerede udspillet, medens jeg ligger her, uden at kunne haabe paa de første Dage at rejse efter! Uforberedt er den gamle, svagelige Mand tumlet om fra Bekymring for mig til den højeste, mest overspændte Glæde, og atter — efter den første rystende Omarmelse, pludselig afkjølet, nedstødt, gjennemstørknet! Og Antonie, og Moder — det er skrækkeligt, hvorledes det maa see ud i dette nys Fredens og Kjærlighedens Tempel, der nu er forvandlet — jeg vil nedskrive det — maaskee til en Begravelse. Antonie og jeg skal maaskee med stille Trin og fortvivlede Miner vandre om imellem de døde Forældre!
O, Lorence, hold op med dine Formaninger, og bestil Heste for os begge til i Morgen! Heste, eller jeg slider mig bort fra Dig og gaar, saa svag jeg er; Angsten vil give mig Styrke.
Det er paa Heldingen med min Dagbog, kan jeg mærke. Naar Du nu faar denne lille Pille til, om hvorledes mine Anelser ere indtrufne, saa tænker jeg, Du kan have nok. Jeg vil da sende den, og maaskee mig selv bag efter. Lad den blege, aflevede Yngling da vegetere hos Dig det Par Aar, han endnu skal gaa om som Gjenganger. Thi i Norge har jeg ikke Lyst at blive.
Mine Forældre, Antonie, jeg selv! Kjære Oswald! Gid jeg maa beholde min Forstand, for det første, til jeg har drukket det hele Malurtbæger til Bunden.
Jeg har nu i et Par Dage skullet holde mit Løfte og slutte disse Blade, men det har seet og ser saa forvirret ud i mit Hoved og om mit Hjerte. Jeg ler og synger og græder og slaar Hænderne sammen, og danser og omfavner, naar jeg ingen Anden har ved Haanden, min ærlige Lorence.
Hør nu, Bursch! Nu vil jeg være alvorlig og ordentlig. Jeg vil fortælle Dig en ganske aller kjæreste lystig Historie. Der var en Gang en Enke, ja Enke var hun da ikke; men nu kan det være det
